Lise Lotte Olsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg og beklagelse, at lærerværelset på Egegård Skole i Gladsaxe den 28. januar modtog meddelelsen om, at vores kollega Lise Lotte Olsen var død.

Lise Lotte sov stille ind i sit hjem den 26. januar efter længere tids sygdom.

Selvom vi alle vidste, hvor Lise Lottes kræftsygdom bar hen, så håbede vi til det sidste på, at hun ville klare skærene. Det skete desværre ikke.

Lise Lotte Olsen blev ansat på Egegård Skole i 1978 og udøvede sin lærergerning der til sin død. Som så mange andre kolleger blev hun en del af den særlige Egegård-ånd, hun blev en del af Egegård, og Egegård blev en del af hende.

Lise Lotte var først og fremmest en dybt engageret og fagligt kompetent lærer. Hendes indlevelsesevne i især de svageste elever fortjener den største respekt, og hun var afholdt af såvel elever som forældre og kollegaer.

Hendes omsorg over for de svageste elever gav sig også udslag i hendes arbejde som Gladsaxe Lærerforenings kolonirepræsentant på skolen. Her sørgede hun for, at så mange elever som overhovedet muligt kunne komme på sommerkoloni. Igennem årene deltog Lise Lotte som lærer på flere af disse sommerkolonier.

Det var helt naturligt, at hun i en årrække var lærernes tillidsmand. Et arbejde, som hun gik til med krum hals til glæde for kollegaerne. I de senere år fulgte hun mere med i fagpolitikken fra sidelinjen, men man kunne altid regne med hende, når bølgerne gik højt i debatten.

Vi er mange på Egegård Skole, som vil savne hendes slidte hvide træsko, smittende grin og de hyggelige snakke på lærerværelset over en god kop kaffe.

Æret være Lise Lotte Olsens minde.

På kollegaernes vegne

Martin Empacher