Jeg læste med interesse artiklerne i Folkeskolen nummer seks om indeklimaproblemer, men blev stærkt chokeret over arrogancen i udtalelsen fra lederen af det rådgivende ingeniørfirma, Ib Thorseng, Cowi consult:

'Men der er svampesporer overalt i miljøet og i vore huse, og det vil der også være bagefter. Flere har jo også gået ude i den skole i ti år, og mig bekendt er der ingen døde endnu.'

En sådan arrogance kan kun skyldes stor uvidenhed om, hvor syg man kan blive af at arbejde i svampeplagede bygninger. (Her taler jeg ikke om bygninger med den normale forekomst af svampesporer, men om forkert konstruerede eller dårligt vedligeholdte bygninger, hvor svampevæksten har fået lov til at brede sig helt ukontrollabelt. Det er under denne vækst, de meget giftige organiske forbindelser dannes, der gør folk så syge.)

Jeg forstår til fulde, at lærerne på Skårup Skole nedlagde arbejdet i mistillid til det rådgivende ingeniørfirmas evner til at renovere skolen til bunds.

Selv har jeg været sygemeldt på grund af skimmelsvampeforgiftning siden maj 94.

Jeg er ganske rigtigt ikke død af det, men jeg kan fortælle ingeniøren, at jeg mange gange i sygdommens mest akutte fase ikke var sikker på, om jeg overlevede.

Jeg skal ikke trætte med detaljer om sygdommen, men kan konstatere, at den tilværelse, jeg levede før sygdommen, er død og borte.

Konsekvenserne er for mig en næsten total social isolation, idet jeg ikke kan tåle de kemiske (duft)stoffer, som de fleste mennesker omgiver sig med.

Kan ingeniøren mon forestille sig en tilværelse uden mulighed for at deltage i alt det, mennesker er sammen om, såsom arbejde, kurser, ferierejser, koncerter, foredrag, teater, biograf, fester, forældremøder, generalforsamlinger, de ugentlige 1.000 meter i svømmehallen ... fortsæt selv?

Bilkørsel foregår med kulstofmaske. Det ser vanvittigt ud, er meget dyrt og forbundet med stort ubehag. Min aktionsradius fra hjemmet er derfor højst 25 kilometer.

Gå- og cykelture kan kun gennemføres på ruter, hvor der er meget lidt trafik.

Min duftende have er blevet et mareridt.

Jeg kan kun håbe på, at jeg ikke har taget varig skade, så mit gamle liv kan genopstå.

I min lange sygdomsperiode har jeg ikke mødt virkelige eksperter på området, men jeg har mødt mange, som udtalte sig og handlede, som om de var det. Derfor foretages mange dyre renoveringer af bygninger, som ikke er grundige nok og derfor intet værd.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at man udviser den største skepsis over for eksperterne, hvis kollegerne ikke får det bedre på de nyrenoverede skoler. Eksperterne vil forklare det med, at tingene skal have tid til at falde til ro. Det kan efter sigende tage år, og flere nye sygdomstilfælde vil opstå.

Lyt i stedet til de syge kolleger, som ikke kaldes eksperter, men som bare ved bedre. De er nemlig ikke i tvivl, om der stadig findes svampevækst i bygningerne. Deres viden er ikke teoretisk. De vil straks mærke det på deres krop.

Som lærere prøver vi at opdrage vore elever til kritisk stillingtagen. Hvad om vi begyndte på lærerværelset? Følg Skårup-lærernes eksempel og sig fra, hvis I ikke har tillid til, at tingene bliver gjort grundigt nok. Gør det som samlet lærerstab. Overlad det ikke til de syge at kæmpe. De raske i dag kan meget vel være blandt de syge i morgen. Man skal nemlig ikke tro, som det ofte bliver fremført, at man skal være allergisk disponeret for at blive syg af svampene. Det kan ske for alle, hvis de er tilstrækkeligt længe i svampeinficerede lokaler.

Vore arbejdsgivere vil formentlig takke os for vor aktive medvirken til, at problemerne løses til bunds. Det er svært at fåøje på interessemodsætningerne her.

Inger Nielsen

Højslev