Debat

Pensionisterne og OK 97

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Københavns Lærerforenings pensionistafdelings faglige udvalg har her i det nye år med henblik på OK 97 taget nogle initiativer, som vi håber vil falde i god jord, ikke alene blandt pensionister, men også hos de aktive og vores ledelser.

Vi er startet med at klargøre os vore overenskomstkrav, idet vores udgangspunkt er, at vi ikke arbejder for en positiv særbehandling for vore medlemmer, men at vi forlanger en rimelig ordning, en retfærdig ordning, som ikke fortløbende påfører os efterslæb.

Det betyder, at da vi jo har været udsat for en negativ særbehandling de senere år, må tiden nu være inde til at rette op på skævhederne, hvilket jo også vil være til gavn for kommende pensionister.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har i første omgang valgt at starte med følgende krav:

1. Pensionerne skal minimum stige med samme procent som gennemsnittet af lønrammen.

2. Efterslæbet skal indhentes, for eksempel ved at pensionsprocenten på 57 sættes op.

3. Værdien af folkepensionens grundbeløb bevares.

4. Den samlede pension værdisikres (reguleringsordningen).

5. Omklassificering af pensionister fra skalatrin 36 til 38 (eller 39, hvis sluttrinet ændres til 39).

6. Alle løndele skal være pensionsgivende.

Vi er selvfølgelig klar over, at nogle af de opstillede krav overlapper hinanden, og modtager gerne gode råd om indhold og formulering, men man skal lige være opmærksom på, at nogen af kravene sigter på at rette op på fortiden, mens andre er vendt mod fremtiden.

Vi har desuden i tankerne at stille nogle barske krav til vores forhandlere om ikke at stikke op for bollemælk. Vi vil nemlig ikke finde os i, at de uden videre lader sig manipulere af en Lykketoft, så han kan snøre os, uden at de tager til genmæle.

Finn Andersen

Herlev