For nogle måneder siden kunne man i Berlingske Tidende læse tre små spalter med overskriften: 'Håb for børnehaveklasser'.

Denne artikel var affattet af Lars-Bo Larsen, som havde interviewet formanden for børnehaveklasselærerne i Københavns Kommune, Annelise Röd, og omhandlede normeringen i de københavnske børnehaveklasser, at den i dag er den ringeste på hele børneområdet med tidligt nedslidte børnehaveklasselærere til følge, hvilket dog ligeledes gælder på landsplan - nu må det høres og forstås af vores folkevalgte politikere og kommunernes skolevæsen.

Den nye folkeskolelov og det almindelige lavvande i de kommunale pengekasser har bevirket, at der nu må være helt op til 28 børn per. klasse, rygter løber om sågar 31, hvorefter børnene i første klasse bliver delt og tallet derved mindsket.

Tidligere erkendte man, det var nødvendigt med to voksne per. klasse, det vil sige fast pædagogisk medhjælp til de børn, der for de flestes vedkommende kommer lige fra børnehaven, hvor der, trods alt, stadig er færre børn per. voksen end i børnehaveklassen. Der lå seriøse betænkninger til grund for dette synspunkt, hvoraf jeg citerer:

'For at børnehaveklassen kan medvirke til, at børnenes individuelle udvikling fremmes, må pædagogen have mulighed for at etablere kontakt til det enkelte barn og at indgå i en mangfoldighed af samspilssituationer med barnet og børnegruppen som helhed. Pædagogen må i det daglige arbejde søge at have nær kontakt med hver enkelt barn. Der kan næppe være tvivl om, at en sådan kontakt har stor indflydelse på det enkelte barns opfattelse af dagens begivenheder. Børnene har behov for individuel støtte og stimulering. Pædagogen må reagere på det enkelte barn mere end på dets handlinger, det vil sige det hensigtsmæssige i at reagere forskelligt, selv om to børn udviser samme adfærd, idet børnene jo er forskellige. Dette stiller pædagogen i stadige overvejelser vedrørende individuel hensyntagen og indlæring af normer, der på den ene side fremmer gruppens trivsel og udvikler hensigtsmæssige samværsformer, og på den anden side retter sig mod tilpasning til skolens miljø. Den ret store aldersspredning stiller samtidig øgede krav til differentiering af aktivitets- og indlæringstilbuddene i børnehaveklassen.'

Dette kan ikke udtrykkes klarere, dette er kort og godt børnehaveklassens interaktivitet.

Hvordan skal én pædagog kunne indfri folkeskolelovens klare ord om en for barnet mild og tryk overgang til skolen? Kunne nå det enkelte barn, det være sig epileptikeren, 'pejlerbarnet', 'DAMP-barnet' - børn med mindre hjerneskader, det to-sprogede barn, de små, umodne, forskræmte børn, blandt alle de andre? Der kan gå det meste af et år, inden det er afklaret, hvilken støtte børn som disse skal have.

Uden pædagogisk assistance ligger børnehaveklasselærerne under for et arbejdspres, der hverken er til deres eller børnenes bedste. De vigtigste krav, forudsætningerne for forbedring af vilkårene, er formuleret af Annelise Röd - at antallet er børn per klasse aldrig overstiger 18-20, og at børnehaveklasselæreren bakkes op af en pædagogisk assistent.

Vil vi ikke alle vores børn det bedste? Nemlig give dem en optimal start på et godt skoleliv.

Kirsten Vad Møller

børnehaveklasseleder