Jeg nærer absolut intet nostalgisk ønske om at skrue tiden tilbage til dengang 'onde' Helge og 'visionære' Ritt havde folkeskolen som profileringsinstrument. Jeg tror såmænd heller ikke, det var hverken lettere eller sværere at være lærer dengang end nu.

Hvis der bortses fra den pædagogiske ensretning, der helt åbentlyst pågår - med dens konfektionssyede pædagogik, hvor alt andet end det centralt autoriserede er neandertalspasmer. Og som i perspektiv vil være undertrykkende for den mangfoldighed af lærertyper på godt og mindre godt, der også hører med til et relevant skoleforløb, og dermed giver børnene et første 'skånsomt' indblik i livets mangfoldighed og usminkede realiteter.

En ensretning, med mindelser til tidligere tiders religiøse strømninger og vækkelser. Eller til en Balslevs katekismus med det velkendte koncept: først præsenteres dogmet - derefter følger den rette udlægning. Og som sidegevinst vil gøre lærerne til eftersnakkere og rygklappere, hvor image betyder mere end indhold, kollektiv bevidsthed nyder prioritet foran individualitet og medieomtale er nirvana!

Hvis der bortses fra den forgiftning af 'folkeskolekulturen' fra det private erhverslivs managementsdyrkelse, der gør ledelsesidealet til en kombination af kammerat, kollega, 'vejleder' og skallesmækker, og hvor de to førstnævnte betegnelser er etiketter og de sidste indhold. Ud fra filosofien om, at vi har fælles mål og interesser, og jo mere jeg ved om dig, jo bedre kan jeg vejlede (manipulere) og hjælpe (styre) dig.

Hvis der bortses fra det lønmæssige aspekt, hvor der må forudses en snigende indførsel af en slags præstationsløn, som vil forårsage en nedværdigende 'alles krig mod alle', og en endnu vamlere gåen ledelsen under øjnene holdning. Det vil ikke undre mig, om et begreb som aktivitetsdividende ad åre vil vinde indpas. Der vil sikkert kunne udvikles relevante psykotekniske modeller til at sandsynliggøre de enkelte læreres niveau.

Hvis der endelig bortses fra de stadigt tilbagevendende mødeepidemier, der ubønhørligt hærger som en pest og hverken skåner lav eller høj, og mod hvilken der endnu ikke er udviklet en brugbar medicin eller vaccine.

Og som måske på længere sigt kan forårsage 'mødesyndrom' med hukommelsessvigt og hidsighedsanfald.

Fire bemærkelsesværdige 'hvisser' på en udvikling, der ikke lige netop varsler forår for folkeskolelærerne.

Selvfølgelig kan denne lykkehjuls- og bingopædagogik være interessant - et stykke tid. Som det er interessant at spise fast food - en gang imellem.

Men man skal være mere end kvalificeret medløber, hvis man tror at kunne holde distancen i det amokløb, der kun er i sin indledende fase, og hvor det kan forudses, at staten uddeler nedslidningsgratialer til dem, der holder skansen til de er fyrre, og ti års gratis medlemsskab af Lærerstandens Begravelseskasse, hvis de når de halvtreds.

Niels Chr. Christensen

Hjørring