Medier bør gøres til et obligatorisk fag i folkeskolen på alle klassetrin, mener Statsministeriets Medieudvalg. Det er ærgerligt. For dermed kan udvalget nemt komme til at afspore diskussionen om medieundervisning, inden den er kommet i gang. For medier bliver ikke et obligatorisk fag. Der er ikke plads. Punktum.

Men medieundervisningen bør opprioriteres på alle niveauer.

I forordet til Betænkning om Børns og Unges Brug af Massemedier konstaterer udvalget, at tidligere anbefalinger ikke har hjulpet. Mediekommissionen foreslog i 1985 mere medieundervisning i skolen, men 'der er ikke sket afgørende ændringer af prioriteringen af området i den mellemliggende periode'. Og i hvert fald folkeskolens 'autodidakte ildsjæle' - som udvalget kalder skolens medielærere - vil huske, at hverken indlæg her i bladet eller direkte henvendelser til undervisningsministeren før skolelovens vedtagelse i 1993 nyttede noget. Selv om medierne i dag har stor og stigende social, kulturel og politisk betydning, er politikere tilsyneladende mest interesseret i dem som steder, hvor de kan profilere sig.

I skolens læseplaner er medierne næsten fraværende.

Men måske er der håb for diskussionen, for det ser ud som om, udvalget ikke selv tror på forslaget om et nyt fag. 'Hovedformålet må være, at der indføres et større, obligatorisk medieelement integreret i folkeskolens fag,' lyder en konklusion efter en opremsning af tre barrierer:

1: Skolerne har for lidt og for dårligt medieudstyr.

2: Politikerne viser ikke vilje til at bevilge de nødvendige ressourcer - for eksempel til medieværksteder på skolebibliotekerne og efteruddannelse af lærerne.

3: Lærerne mangler engagement på området.

Det er korrekt, at 'skolen ikke har været i stand til at opfange et videns- og kompetenceområde, som er blevet stadigt vigtigere både som fundament for arbejdslivet og for demokratisk medleven i samfundet.' Og betænkningen indeholder tungtvejende argumenter for, at 'dette er et alvorligt problem, som bør løses.' Men udvalgets kritik af lærerne rammer ved siden af. Hvorfor skulle de dog presse på for at lege kanonkonger, når cirkusdirektøren hverken vil bruge penge til kanon, krudt eller sikkerhedsnet?

Realiteten er, at lærere står i kø for at komme på edb- og mediekurser. Men den slags prioriteres ikke af skolelederne. Ikke af ond vilje, men fordi der er en masse andre vigtige kurser, som der heller ikke er penge til. Så hvis den politiske bevillings-barriere bliver overvundet, er der noget at tale om. Og nok at gøre. Medieundervisning kan være med til at give de grundlovssikrede rettigheder til ytrings- og informationsfrihed et mere reelt indhold og styrke det enkelte individs handlemuligheder i folkestyret. I praksis kan det blandt andet ske ved, at seminarierne prioriterer medieundervisningen højere og ved, at kommuner og skoler sørger for, at arbejdet med og om medier kommer til af fylde mere i læseplanerne for dansk, samfundsfag, historie og billedkunst.

Argumenterne kan hentes i betænkning nummer 1311. Hvor hentes pengene? -th

Læs også side 20.

Hvorfor stå i kø for at lege kanonkonge, når cirkusdirektøren hverken vil købe kanon, krudt eller sikkerhedsnet