Nepal - det var mit land. Bangladesh var mine forældres land, og Danmark var mit ferieland!

Ordene kommer fra Gunvor Engsig-Karup på 14 år. Hun er vokset op i Bangladesh med sine forældre, der arbejdede for Dansk Santalmission. Et enkelt år i dansk børnehaveklasse på Fyn skulle give hende bedre danskkundskaber, inden turen gik tilbage til Asien. Fra 1. til 4. klasse gik hun på en norsk kostskole i Nepal sammen med sin storebror. De sidste godt tre år har hun boet i Sorring i Midtjylland, hendes forældre er danske, men selv ved hun ikke rigtig.

'Jeg tror stadig, at Nepal er hjemme, men da jeg var på besøg derude for et år siden, fandt jeg ud af, at det ikke helt er mit længere. Det var nok meget godt', fortæller hun.

Da hun landede i Kastrup som 11-årig, var Danmark bare noget med snevejr og bedsteforældre. På vej fra lufthavnen i Kastrup udbrød hun begejstret:

'Se mor, der er en måge!'

'Ja, det er rigtigt, men det må du aldrig mere sige på den måde', svarede hendes mor.

Mågen er ikke det eneste, der er svært at forstå ved Danmark, når man har boet hele sit liv andre steder. Gunvor havde imidlertid ingen problemer med sproget, for hun var blevet undervist i dansk på kostskolen i Nepal. Hun viste derfor ingen tydelige tegn på, at hun ikke skulle være dansk til fingerspidserne, da hun begyndte i 5. klasse i Danmark. Men indirekte tegn var der nok af.

'Mine skolekammerater snakkede meget om musik, tøj og film, og jeg var slet ikke med. Vi var ikke nået længere end til midt i 80'erne i Nepal. Mode var en by i Rusland, og jeg kan blive helt flov over at se billeder af, hvordan jeg selv gik klædt i begyndelsen', fortæller Gunvor.

Selv var hun fyldt med oplevelser og sprog, de andre ikke forstod. 'Først syntes de, det var sjovt at høre mig sige ting på bangla, men efterhånden kunne jeg mærke, at jeg skulle holde kæft', fortæller Gunvor.

Hun forstod til gengæld heller ikke altid de andre. For eksempel er den danske jul svær at forholde sig til.

'Vores juletræ var en bambusstok, som vi stak tuja-grene ind i, og vi brugte jordnødder til risalamanden'.

Sjove historier om sine oplevelser i Nepal og Bangladesh er ikke nemme at komme af med over for de danske skolekammerater.

'De kan jo ikke genkende nogen ting, og så ligner de et stort spørgsmålstegn. Så skal jeg sige det hele en gang til, og så er det ikke sjovt længere', sukker Gunvor.

Hun har heldigvis et par veninder i skolen, der efterhånden forstår hende bedre. I det hele taget er det blevet lettere, efter at hun sidste forår blev opfordret til at vise lysbilleder i skolen og fortælle om sine oplevelser.

'Jeg kunne mærke, det interesserede de andre, så nu kender de mig lidt bedre', siger hun. Desuden har hun en forstående klasselærer, der tilfældigvis selv har undervist på skolen i Nepal. Til gengæld har hun sin mor til engelsk, og det er lidt uheldigt, når man på forhånd er et tigerspring foran de andre.

'Engelsk kan du, så du er lige ved at falde i søvn i timerne. Men jeg vil ikke være en snob, så jeg vil ikke have særlig undervisning', siger Gunvor Engsig-Karup i tiltro til, at hun nok skal klare sig.

'Jeg har ikke lyst til at være missionær som mine forældre, men jeg vil gerne slå mig ned i udlandet. Jeg kunne godt tænke mig at bo i England eller USA', slutter hun.