Debat

Sundhedsskadelig ledelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer tre, 1998, er der en artikel om psykisk arbejdsmiljø. Artiklen omhandler en sag fra Jersie Skole i Solrød, hvor en forældregruppe har overvåget en lærers undervisning fra skoleårets start til den 8. september, hvor både klasse- og matematiklæreren meldte sig syge på grund af presset.

Efter at have læst artiklen to gange måtte jeg erkende, at det her var en virkelig historie fra 1990'erne!

Hvordan kan noget sådant overhovedet ske? Hvor er skolelederen på Jersie Skole henne i det her?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg ved selvfølgelig ikke, om der er noget om den kritik, der bliver rejst af forældrene, men jeg ved, at hvis der er det, er det skolelederens ansvar at tage konsekvensen over for den pågældende lærer. Hvis der ikke er hold i anklagerne, er det også lederens ansvar at få forældrene ud af klasselokalet - eller som Steen Dam fra Danmarks Lærerforening siger: 'Eventuelt kunne skolelederen have indstillet undervisningen, indtil forældrene forlod lokalet'. Hun har ikke gjort nogle af delene, derfor vil jeg mene, at hun må tage det fulde ansvar for det passerede. En leders opgave er på en ansvarsfuld og kompetent måde at varetage også de ansattes interesser, og mangler man de egenskaber, er det måske det forkerte job, man har valgt!

Mogens Baltzer, der er borgmester i kommunen, udtaler, at han ikke mener, at forældrene skal kunne vælge den lærer, de gerne vil have. Samtidig drager han en parallel til den lov, der siger, at en borger, der ønsker en ny sagsbehandler, kan få det. For det første modsiger han sig selv, for det andet er der ikke, mig bekendt, nogen tilsvarende lov inden for folkeskolen, der giver forældre ret til at få den lærer, de ønsker. Jeg synes i øvrigt også, at Mogens Baltzer har svigtet sit ansvar ved ikke at gribe ind, vel vidende, som han selv udtaler: 'Der er ikke noget i sagen, der er rimeligt, men hvis mit helbred var i fare, ville jeg slippe skemaet. Det andet svarer til selv at stå og stikke fingrene ind i en kørende rundsav'. Det er meget usympatisk, at han tilkendegiver, at han er klar over, at der ikke er noget i sagen, der er rimeligt, men samtidig ser han passivt til, at et menneske bliver lemlæstet!

Arbejdstilsynet er gået ind i sagen - hvilket Mogens Baltzer i øvrigt også er utilfreds med - men da han burde vide, at det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at rundsave på arbejdspladser er så sikre, at man ikke kan komme til skade, er han nødt til at erkende, at han i den aktuelle sag som arbejdsgiver har svigtet sit ansvar.

Det er nok ikke rart at få påbud af Arbejdstilsynet, men jeg vil mene, at det er småting i forhold til de konsekvenser, sagen har fået for den/de implicerede lærere. Det er rart at vide - og det må det også være for både Jersie Skoles leder og Solrøds borgmester - at der er nogen, der sørger for at gribe ind og påtale over for én, når man svigter sine forpligtelser.

Lene Sørensen

Aalborg