Orienten er mange ting. Filosoffer, litterater, koloniembedsmænd og officerer har igennem et par hundrede år beskæftiget sig med de arabiske og persiske kulturer. Men de har skabt hvert sit billede, som næppe ville kunne genkendes, endsige accepteres, af nogen, der oprindeligt er hjemmehørende i området. Orienten som sådan har aldrig eksisteret, mener forfatteren, der har haft det atypiske livsforløb at være født i Palæstina, opvokset og uddannet på britiske skoler i Egypten og have tilbragt en stor del af sit voksenliv som litteraturprofessor i USA.

Han opfatter selv denne baggrund som en vigtig forudsætning for, at han kunne skrive bogen. 'Jeg overskred den mægtige skillelinje mellem øst og vest og blev en del af vesten, samtidig med at jeg bevarede en vis forbindelse med det sted, jeg oprindelig kom fra' (side 377).

Ingen forskning er værdineutral, fastslår Said. Men han påpeger, at mens for eksempel sociologer eller litteraturforskere, der beskæftiger sig med Sovjetunionen eller Nazityskland, helt klart erkender det politiske indhold i deres forskningsfelt, har mange langt op i tiden haft den opfattelse, at den viden, man formidlede om Orienten, var den objektive og skinbarlige sandhed. Årsagen var, at man i de vestlige imperier ikke mente, at det var muligt at finde alternativer til deres fortolkning af gøren og laden blandt de indfødte i deres kolonier. Og da slet ikke fra de indfødte selv, der, i det begrænsede omfang de blev uddannet, blev socialiseret ind i det vestlige verdenssyn, som blev anset for al visdoms moder.

Interessen for Orienten begyndte i nyere tid med Napoleons egyptiske felttog i 1798. Sammen med hær og flåde landsattes en større gruppe videnskabsmænd, der havde til opgave at registrere en mangfoldighed af emner inden for de erobrede områders kultur samt at stille den indsamlede viden til rådighed for koloniadministrationen. Said påviser, at denne arbejdsfacon har været rådende siden. Orientalismen er stadig en vigtig hjælpedisciplin, når den israelske administration skal håndtere de besatte områder, og når multinationale firmaer skal ekspandere i Mellemøsten. Og han fremhæver eksempler på orientalister, der i hvert fald ikke på skrift demonstrerer nogen kærlighed til deres arbejdsområde. Noget lignende ville være utænkeligt blandt folk, der vier deres liv til studiet af for eksempel antikkens Grækenland.

Forfatteren demonstrerer et indgående kendskab til fagområdets centrale og perifere værker og diskussioner. Og han gennemgår kærligt indforstået blandt andre Goethes, Byrons og Flauberts poetiske behandling af det mystiske område, der lå uden for den europæiske småborgerligheds rækkevidde.

Bogen udkom første gang i 1978. Den vakte betydelig opsigt, og dens synspunkter er bearbejdet, videreudviklet, modsagt og modereret i masser af værker siden da. Den danske udgave får derved den pudsige skæbne at blive et indlæg i en debat, som bogen oprindeligt selv har sat i gang. Men der er ikke tale om et museumsværk. Synspunkterne står klare og friske, lige til at bruge næste gang man møder nogen, der skråsikkert udtaler sig om, hvordan man bare lige skal håndtere muslimer fra de varme lande, sådan i bred almindelighed.

Orientalisme

Af Edward W. Said

Oversat af John Botofte

423 sider, 298 kroner

Roskilde Universitetsforlag