Debat

Manglende jordforbindelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med stor interesse for fødder og det spirituelle har jeg filosoferet over følgende:

En af Amerikas 500 stammer var 'barfodsindianerne' (nu indfødte), og i Kina havde man indtil systemskiftet 'barfodslæger', højt åndeligt udviklede kan gå barfodet på gløder uden at brænde fødderne, og for at have jordforbindelse skal man kunne mærke jorden med sine fødder. . .

Rundt om i vores folkeskoler skyder flere og flere behandlingsklasser op. For indeværende er jeg sammen med kolleger ved at etablere nok en af slagsen. Mindst én af de visiterede elever har problemer med sin jordforbindelse - hans sko er, ud over at være for store, med høje plateausåler, som gør ham usikker i sin gang, giver ham motoriske problemer og forhindrer ham i at vide, hvor og hvordan han skal sætte sine fødder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Efter at have fokuseret på denne ene elev begyndte jeg at se på andre børn og unge samt voksne. Som altid i dette forbrugsstyrede samfund er det moden og ikke fornuften, der bestemmer. De fleste presser deres fødder ned i klodsede og/eller stramt fodtøj, og de bare børnefødder, jeg ser til idræt, er bestemt ikke sunde og frie fødder. Det er ikke ualmindeligt, at man allerede i 1. klasse ser tendens til overlagte tæer på grund af for småt fodtøj/strømper og for lidt luft til fødderne.

Kan konklusionen være: Tilpassede fødder er synonymt med utilpassede børn?

Endvidere bliver alt for mange børn fragtet i bil til og fra skole og har derfor ikke meget kontakt med jorden og får derfor vanskeligt ved at 'finde deres egne ben'.

Jeg er bekymret for fremtiden med de unges stavrende gang og manglende jordforbindelse. Hvordan skal der kunne revolutioneres, nyskabes og filosoferes?

Kigger ned på mine egne fødder - jo, tæerne kan spredes og stritte, men også de bærer tydelige spor efter indespærring - min jordforbindelse kan også være flygtig.

Synes, at folkeskolen i for mange år har 'lugtet af sure tæer', men hvordan får vi luftet ud og finder nye veje at betræde med vores frie fødder?

Susanne Andromeda Bauer

lærer på Nøddeskovskolen, Næstved