Er det massen, altså mængden af læserbreve, eller Madsen, forfatteren til samme, som er problemet? I alle tilfælde er Vagn Madsen, Brønderslev, gået hen og blevet til 'Problem-Madsen' for mange af Folkeskolens læsere.

Men hvorfor? Er det sproget eller indholdet, der støder - eller er det produktiviteten? Jeg kender ikke Vagn Madsen i Brønderslev, men er faktisk imponeret over hans energi og evne til at producere alle disse læserbreve, som alle udtrykker en mening. Uden at være enig med ham i alle hans synspunkter, og selv om jeg også finder sproget lidt knudret og konstrueret, så generer hans tilstedeværelse i bladet mig ingenlunde. Det kan endda være, at jeg ville savne hans 'faste rubrik'.

Af og til finder jeg angrebene på nævnte Madsen ondskabsfulde og lige lovlig langt under bæltestedet. Og pludselig opdager jeg, at ikke alene læserbrevsskribenten chikaneres, men at jeg og hele min 'vicerstand' også får et skud for boven. Nemlig af Henrik Bau, Vordingborg, som i Folkeskolen nummer 48, 1997, under overskriften 'Imaginære Madsen' får nogle urene stød ind.

Jeg citerer: 'Men det er selvfølgelig en opmuntring, at han som viceinspektør forhåbentlig ikke har fuldt timetal, så han kan koncentrere sig om at tælle kladdehæfter i stedet for at undervise.'

Når Henrik Bau taler om uvidenhed i Madsens læserbreve, så udstråler denne floskel en uvidenhed om eller et forældet kendskab til vicerens arbejdsområde. Det er år og dag siden, at viceinspektøren bare var en slags lagerforvalter. I dag er han skoleleder. Ikke skolelederen, men en væsentlig del af lederteamet. Ellers ville han ikke leve op til de forventninger og krav, som fremsættes i stillingsopslagene og ansættelsessamtalerne.

Når en seminarielærer har den opfattelse, at opgaven består i at 'tælle kladdehæfter' og hvad deri ligger, så forstår jeg godt, at det er svært for vore forhandlere at gøre arbejdsgiverne forståeligt, at her er en gruppe, som udfører ansvarsfuldt lederarbejde, som ikke har loft over deres arbejdstid, som bebyrdes med en masse større og mindre administrative opgaver, blandt andet indkøbschefens (og her kommer kladdehæfterne ganske rigtigt ind), til en løn, som mere svarer til lagerforvalteren end til en lederstilling.

Jeg er sikker på, at der er mange ledertalenter rundt omkring på lærerværelserne. Men hvor bliver de af, når stillingerne slås op? De bliver væk. Der skal nemlig en god portion lyst og ambitioner til for at kaste sig ud i den store mængde merarbejde, den forlængede arbejdstid og de ofte ubehagelige afgørelser, som følger med lederjobbet - og så kun få cirka en 'tusse' mere for det om måneden - brutto. Det er ikke ligefrem en attraktiv gulerod.

Skal vi have kvalificerede ledere, må lønnen også leve op til de krav, der stilles, og det arbejde, som følger med.

Hermed kom jeg fra Problem-Madsen til Leder-Problemmassen. Et emne, som ikke mindst i de kommende lønforhandlinger må og skal prioriteres højt.

Arthur Sønderlev

København

Forkortet af redaktionen