Posthorn! udbryder en af eleverne straks. Han er draget af det mærkelige, gamle ord.

2. klasse på Tullebølle Skole har emnet 'post' i dansk. Det er en lille skole med klasser til og med sjette i et spor.

Eleverne, 12 i alt, sidder i hestesko. De skal sige post-ord - frimærke! afsender! postnummer! Det går rapt. Især fem af eleverne rækker hele tiden fingeren i vejret. Ja, mere end det, de rækker på det nærmeste hele overkroppen i vejret, mens de ivrigt vifter med fingeren hen mod klasselæreren, Sonja Nilsson.

Hun har sit hyr med at skaffe plads til den mere stille halvdel af klassen.

En dreng med en meget svag stemme forvilder sig ud i en lang, indviklet post-historie. De fem ivrige hopper på stolene, de har også en posthistorie, de gerne vil af med.

Sonja Nilsson hysser dem til ro.

Og der bliver ro.

Det er dét, der er nyheden: Det er endelig blevet muligt at undervise 2.-klassen, balladeklassen.

Krig på kniven

Sådan har det nemlig ikke altid været, langtfra. Den var gal helt fra begyndelsen. Børnene var hårde ved hinanden i børnehaveklassen, drilleriet var nådesløst.

- Hver dag var der nogle piger, der græd, fortæller en af eleverne.

Forældrene havde det heller ikke for godt med hinanden, der var krig på kniven.

- De gav hinanden skylden for, at det gik så dårligt i klassen, siger et skolebestyrelsesmedlem.

Til sidst blev det for meget. Utilfredse forældre mødte op på skoleleder John Månssons kontor. Hvis det ikke blev bedre, ville de tage deres børn ud af skolen, sagde de.

På et tidspunkt hørte John Månsson ledende skolepsykolog i Aalborg Kommune, Per Kjeldsen, tale om skole-hjemsamarbejde.

Han kan måske hjælpe os, tænkte han.

Spilleregler

- John ringede til mig og sagde: Vi har alvorlige problemer med vores børnehaveklasse. Vi har brug for et redskab, der kan tage gassen af den destruktive uro i klassen, husker Per Kjeldsen.

En varm telefon- og faxlinie mellem Langeland og Aalborg blev etableret. Redskabet kom til at hedde spilleregler. Spilleregler for elever såvel som for lærere og forældre.

Det har taget godt et år at udvikle spillereglerne og få dem til at fungere. Nu her i 2. klasse viser resultaterne sig så. Reglerne har taget toppen af den destruktive uro, siger lærerne og psykologen.

En far fra forældrekredsen beskriver forandringen, så man hører en sten falde fra hjertet:

- Man tror, det er løgn. Det er en omvending, der siger spar to. Nu glæder vores barn sig til at komme i skole, fortæller han lettet.

Forældreansvar

Per Kjeldsen og John Månsson var fra starten enige om, at forældrenes støtte var uomgængelig, hvis det skulle lykkes at dreje den mobbende og støjende klasse i en positiv retning.

Per Kjeldsen havde før arbejdet sammen med skolebestyrelser om spilleregler. Han mente, man kunne videreudvikle ideen via græsrodsprincippet: Forældrene skulle selv opstille deres spilleregler, så de fik et ejerforhold til dem.

En række forældremøder blev herefter aftalt og berammet. Interessen var ganske overvældende, alle forældre mødte op.

Per Kjeldsen havde udformet såkaldte kataloger - kvalitets-, behovs- og forventningskataloger - som forældrene arbejdede med i grupper: Hvad er god undervisning, hvad er god opdragelse, hvad forventer I af skolen, hvad forventer I af jer selv - og i den dur.

Besvarelserne blev sendt til Aalborg, og Per Kjeldsen omformede dem til udkast til spilleregler og returnerede dem til Tullebølle til diskussion i forældrekredsen.

Efter fire møder lå 'Spilleregler for forældre til børn i 1. klasse, Tullebølle Skole 1996/97' (den nuværende 2. klasse) klar. 12 'bud' i alt, eksempelvis at forældrene skal sørge for, at børnene er udhvilede og mætte, når de møder i skolen. Og - mere abstrakt - at barnet også skal lytte en gang imellem.

Men lærerne og eleverne måtte også med, ellers blev det skævt, mente Per Kjeldsen og John Månsson.

- Vi lavede først forældrereglerne, men det virkede forkert, at det kun var dem, så vi lavede også spilleregler for lærerne. Og hvorfor så ikke også eleverne, tænkte vi, siger Per Kjeldsen.

- Jeg har altid undret mig over, at man har ordensregler i frikvartererne, hvor den frie leg skulle foregå, og ikke i timerne, hvor læringen skal ske.

Klar gevinst

Den større ansvarlighed fra forældre-side opfatter lærerne som en klar gevinst.

- Spillereglerne har betydet, at vi nu kan tale mere direkte sammen. Forældrene er blevet mere trygge ved skolen og lærerne, siger en af lærerne.

Det bedre samarbejdsklima bekræftes af forældrene.

- Før turde man ikke rigtig sige noget til lærerne. De er jo trods alt en slags autoriteter. Nu tør man godt. Vi ved i højere grad, hvor lærerne står nu, og behøver ikke at gå og brokke os i det skjulte, siger én.

Både forældre og lærere understreger, at det ikke mindst er selve arbejdet med udformningen af spillereglerne, der har givet pote. Processen har brudt skranker ned, og et mere tillidsfuldt samarbejde er flagret op som en Fugl Fønix.

Ny skoleprofil

Spillereglerne begyndte som en slags ambulancetjeneste for børnehaveklassen anno 1995/96. Men da det så viste sig, at børnehaveklassen 1996/97 også var på katastrofekurs, ja, så fik den også en tur med spilleregler.

Hver ny børnehaveklasse skal fremover formulere spilleregler på bemeldte vis.

- Oprindelig var spillereglerne et middel til at løse et akut problem, men nu har vi gjort dem til en del af skolens profil, siger John Månsson.

- Som situationen ofte er, er det noget i sig selv, at man kan skaffe ro nok til, at der basalt kan undervises i indskolingsklasserne.

Og så er spillereglerne billige, påpeger John Månsson. 15 Ø-timer per klasse per år plus et mindre honorar til konsulenten.

En bedre klasse

Men kan forældrene så huske deres spilleregler?

- Nej, nok ikke lige punkt for punkt. Men de ligger i baghovedet. Vi trænger snart til et forældremøde, der kan genopfriske dem, siger en forælder fra 2. klasse. Sidste forældremøde var i august.

Eleverne lavede deres spilleregler sammen med klasselæreren Sonja Nilsson lige efter sommerferien. En af forældrene mener, at de nok har glemt dem nu.

Men dér tager hun fejl. Børnene kan remse samtlige 13 regler op på fem minutter. Ikke ordret, men pointerne er helt klare.

Hvad er formålet med spillereglerne?

- At få en lidt bedre klasse, siger en elev.

- At vi bliver en superklasse. Det er vores julegave til Sonja, siger en anden.

Hvad er det bedste ved at gå i skole?

- At lære noget.

Hvad er det værste?

- Drilleriet.