Guldklumper

De små guldklumper må indordne sig under fællesskabet i klassen, siger skolepsykolog

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne taler ofte om det - mange børn er i dag så egocentrerede, at de ødelægger undervisningen for hinanden og de mere stille elever, især i de små klasser. De mangler tilsyneladende en kollektiv bevidsthed, en slags fællesskabets etik og moral.

Tullebølle Skole på Langeland og skolepsykologen Per Kjeldsen har gjort noget ved sagen.

De har lavet et moderne alternativ til tidligere tiders formelle regler og påbud, nemlig de såkaldte spilleregler, der i modsætning til de gamle regler kommer nedefra. Klassens elever skal således selv formulere deres fælles spilleregler, forældrene selv formulerer deres og lærerne selv formulerer deres - ud fra en egen erkendelse af, hvad der er kvalitet i samværd og undervisning.

- Forældrene får ikke så mange børn mere og har ikke så meget tid, til dem de får. Men de betragter dem ikke desto mindre som guldklumper, siger Per Kjeldsen.

- Dét og den voldsomme institutionalisering har gjort børnene mere egocentrerede, de vil i centrum, og det er for så vidt godt nok. Men når de skal i skole, så mangler de en norm om, at man godt kan være sig selv samtidig med, at man indordner sig under det fællesskab, som en skoleklasse nu engang er.

- Den norm er vi nødt til at give dem i skolen, ellers kan vi ikke løse vores undervisningsmæssige opgave. Det, jeg har kaldt spilleregler, kan være med til at skabe en sådan værdinorm.

- Spillereglerne skal fastholde eleverne og forældrene og lærerne på fællesskabets betingelser. De skal være ganske enkle og overskuelige. Der kan for eksempel være en regel om hjælpsomhed - at den skrappe og hurtige elev hjælper den langsomme.

Per Kjeldsen var indtil 1. januar ledende skolepsykolog i Aalborg Kommune. Nu er han blandt andet projektkoordinator på Undervisningsministeriets projekt om urolige børn.

jvo