Folkeskolens leder:

Rejsefeber

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Må forældre betale for lejrskoler, ekskursioner og skolerejser, eller må de ikke?

Det spørgsmål burde enhver lærer og skoleleder kunne besvare klart og præcist, for der står i grundloven, at folkeskolens undervisning er gratis.

Men ude i den virkelige virkelighed har situationen længe været, skal vi sige . . . lidt grumset. For nu at udtrykke det lige så uklart, som sagen virker.

Den redegørelse, Folketingets Ombudsmand har udsendt om sagen, lyder lidt snørklet. Men meningen er god nok. Efter grundig granskning af det administrative morads skrev Ombudsmanden, at 'der har kunnet rejses berettiget tvivl om, hvorvidt forældrebetaling i alle de beskrevne tilfælde fra praksis har haft den fornødne hjemmel'.

- Det er en gang uacceptabelt roderi, står der. Og enhver kunne se, at der bag de plisserede sproggardiner hang en skideballe, da Ombudsmanden til Undervisningsministeriet meddelte, at han måtte fastholde sine bemærkninger om 'ministeriets udøvelse af det ulovbestemte ressorttilsyn'.

På samme måde var der ikke noget at tage fejl af, når Ombudsmanden fortalte, at han anså 'en detaljeret vejledning i tilslutning til en ændring af folkeskoleloven for overordentlig nyttig'.

- Ryd op i roderiet og lav en lov, der er til at forstå- og en vejledning, som kan bruges i praksis uden mulighed for kreative mistolkninger, står der.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen har for længst meddelt, at loven bliver ændret, og i december skrev han i Folkeskolen, at han 'ikke laver andet end netop at tage (Ombudsmandens) henstillinger til efterretning'.

Men hvis det brev om lejrskoler og skolerejser, som kommunalbestyrelserne fik fra Undervisningsministeriet i sidste uge, er tænkt som hjælp og afklaring til skoler og offentlighed, så er det ikke lykkedes.

Efter at have fortalt, at kommunerne skal følge den praksis, 'som ministeriet hidtil har anbefalet', kommer en række anbefalinger, som viser en ny skelnen:

Lejrskoler og ekskursioner er undervisning - og altså betalt over skattebilletten. Skolerejser 'med videre' - hvad det så måtte være? - må forældre derimod godt punge ekstra ud til. Hvis bare det klart fremgår, at hvis en elevs deltagelse 'forudsætter, at forældrene skal medvirke til at betale, så skal forældrenes betaling hvile på frivilligt grundlag'.

- Hvis forældre skal betale, så skal det være frivilligt?

Der bruges andre ord, men det, der står, er, at mens de rige og velvillige forældres børn er på skolerejse, skal discount-forældres børn have 'et passende undervisningstilbud' hjemme på skolen.

Og hør så videre: 'Undervisningstiden før og efter en frivillig skolerejse med videre (må) ikke anvendes til forberedelse og efterbehandling af rejsen, til ulempe for de elever, der ikke deltager'!

I oversættelse lyder teksten:

- Der må gerne arrangeres forældrebetalte rejser i undervisningstiden. Men af hensyn til fattigrøvenes og principrytternes børn må rejserne ikke forberedes i skoletiden, og det, de har lært på turen, må de ikke bearbejde i undervisningen bagefter.

Det kan være ubehageligt at tage fejl, men hvis Undervisningsministeriets brev til kommunerne betyder noget andet, så indrømmer lederskribenten gerne fejltagelsen. Meget gerne. Og aldeles omgående.

-th

Læs side 12

Af hensyn til fattigrøvenes børn må forældrebetalte skolerejser ikke forberedes og efterbehandles i undervisningstiden