Debat
Spørgsmål om presseetik
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Desværre fik jeg først læst Folkeskolen nummer 1-2, 96, efter at fristen for indsendelse af spørgsmål var udløbet. Derfor kommer det først nu. Til gengæld nåede jeg til annoncesiderne, som jeg ellers springer over. Her fangedes mit blik af en tegneserie, som jeg læste (side 93). Den efterlod megen undren i mit sind, spørgsmål, som man som dansklærer har brugt i samtaler med eleverne i arbejdet med billeder og reklamer: Hvad er budskabet, direkte? og indirekte? - Hvem er budskabet stilet til? og så videre.
Det falder mig svært at finde rosende ord til budbringeren, og det er et meget ringeagtende billede, der tegnes, såvel direkte som indirekte, af hovedpersonen, en skoleinspektør, og hans holdning til sine medarbejdere og til sit arbejde. Det kunne man som læser tage sig let, hvis skoleinspektøren havde været anonym. Men tegneren har navngivet pågældende med et iørefaldende navn, et sjældent navn. Jeg har i min tid arbejdet sammen med tre kolleger med det navn, og en var indtil for fåår siden kongresdelegeret for Fraktion 4. Så der findes altså kolleger med dette sjældne navn, der med rette må føle sig krænket.
En eller anden må imidlertid have gjort skribenten opmærksom på fejltagelsen, for i Folkeskolen nummer 3, side 61 er navnet udeladt, men stillingsbetegnelsen bevaret. Så er det jo et spørgsmål, om skolelederne vil finde sig i en så nedladende fælleskarakteristik?
De ansvarlige fjernede altså navnet, men hvor blev den offentlige undskyldning af? De krænkede må have ret til en undskyldning. Vi andre har brug for en forklaring og for en undskyldning for at kunne have respekt for de ansvarlige for Folkeskolen.
Måske er det i realiteten en sag for Pressenævnet?
Edel Hertz
Fraktion 4, kreds 12, Hellerup