Anmeldelse

Negativ pædagogik
Negativ pædagogik

Pædagogiske fortrængninger

Interessant bog om, hvordan fortrængning og værensglemsel er skjult i det pædagogiske arbejde, men dukker op i øjeblikke af kedsomhed, angst og skam.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Negativ pædagogik" tager livtag med selve grundlaget for, hvordan vi som mennesker etablerer viden og videnskab ud fra et psykoanalytisk og eksistensfilosofisk grundlag.

Fakta:

Titel: Negativ pædagogik

Forfatter: Kirsten Hyldgaard

Pris: 248

Sider: 214

Forlag: Samfundslitteratur

Undervisning handler om, hvordan man får andre til at lære det, man gerne vil have dem til at kunne eller vide. Der ligger altid en intention bag, når man underviser, og som underviser vil man det bedste for sine elever. Pædagogik er måder, hvorpå man forholder sig opdragende eller belærende til andre. Pædagogik har som sit formål "den andens udvikling". I skolen gælder det barnets udvikling.

Kirsten Hyldgaards bog "Negativ pædagogik" sætter fokus på, hvad pædagogikken gør, og får læseren til at tænke over, hvad pædagogikken bidrager med - og hvad der unddrager sig, når man forholder sig pædagogisk.

Med bogen sætter Hyldgaard fokus på det, der unddrager sig det pædagogiske, men som alligevel præger det. Hyldgaards udgangspunkt er lacaniansk psykoanalyse og dens fokus på fortrængning blandet med Heideggers filosofi, der peger på, hvordan vi i vores geskæftighed og tænkning bliver ofre for værensglemsel. Noget af det mest betydningsfulde i tilværelsen er det, der unddrager sig vores bevidsthed og vores aktive gøren og laden.

Første kapitel har titlen "Pædagogikkens placebo" og peger på, at alle de pædagogiske modediller på sin vis virker, fordi det altid virker at gøre noget. Det er en pointe, som Hyldgaard kan finde belæg hos i uddannelsesvidenskaben, som den kommer til udtryk hos Hattie. Når man som lærer ændrer sin undervisning og er bevidst om denne ændring, så virker den. Det er egentlig relationen mellem læreren, eleverne og stoffet, der er det bærende i denne ændring. Der er sket noget i relationen, og som lærer bliver man mere opmærksom på, hvad man gør - man bliver mere opmærksom på eleverne, og hvad de gør.

Men når Hattie så også siger, at man skal kende til den virkning, undervisningen har, så viser det psykoanalytiske perspektiv, at det kan man ikke, da man ikke har adgang til det, der er grundlæggende for relationen, nemlig de former for begær, der er på spil. Som lærer og pædagog kan man vide, hvilke krav man stiller, men man kan ikke vide, hvordan man virker på "den anden". For eleven bliver læreren "den Anden" med stort A og altså en repræsentant for et ideal, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. "Den Anden" er alle de elementer, der gør os i stand til at vide og gøre; alt det, der er forudsat, for at vi kan agere i verden, og som gør viden mulig.

Det fortrængte på sin side er det, der unddrager sig viden, men som dukker op ved forskellige lejligheder, og Hyldgaard peger her på angsten, kedsomheden og skammen. Når vi keder os, så er det en forskydning, en afværgemekanisme for at holde det fortrængte, der trænger sig på, på afstand, hævder Hyldgaard.

Hovedmodsætningen hele vejen i bogen er forholdet mellem konventioner ("den Anden") og det at sætte konventionerne ud af kraft. Videnskab er tænkning og arbejde, der følger konventionerne. Evidens og videnskabelige love og selvfølgeligheder skal følges. Men dette producerer kun viden, som allerede er kendt. Det er som at løse gåder, siger Hyldgaard, hvor svaret allerede ligger i formuleringen af gåden. Svaret er så at sige en del af gåden selv, og det bringer dermed ikke ny viden frem. I modsætning til videnskaben står det, Hyldgaard kalder forskning, som er, når man ikke accepterer konventionen, men gør selve konventionen uvirksom. Men dermed kan man heller ikke styre og planlægge forskning, for hvis man konfronterer konventionerne, så har man allerede accepteret dem som konventioner, og man kommer ikke videre end til en bekræftende modsigelse af dem.

Derfor er der brug for noget andet, der afviser konventionerne, og det er her, kedsomhed, angst og skam kommer i spil. Men også drømmene, der bryder med logik og tidslighed, kan bidrage til at undslippe konventionerne. Det kan også ske i kunsten. Hyldgaard analyserer forskellige værker, der alle bidrager til en rystelse af den måde, hvorpå konventioner dækker for glemsel af væren og eksistensens grundlag.

Hyldgaard viser også, hvordan læreres viden og ønske om at bidrage til elevernes udvikling kan blokere for elevernes virkelige forhold til fagets stof. Når man som lærer er optaget af, at der er rigtige svar i undervisningen, så tilskrives konventionen en magt, der forhindrer den form for tænkning, Heidegger mener er virkelig tænkning, blottet for konventionen. I elevens kedsomhed ligger der en mulighed for, at "væren" i hele sin fylde trænger sig på. Hvis læreren er for optaget af at beskæftige eleven og holde eleven på "rette spor", så forhindres denne tænkning og erstattes af læring som udfyldelse af den konventionelle progression til tilegnelse af viden og kunnen.

Kirsten Hyldgaard har skrevet en virkelig interessant bog, der ikke alene spørger til pædagogikkens grundlag, men videnskabers grundlag i det hele taget. Det er en bog, der sætter eksistensen i fokus og viser, hvordan selvsamme eksistens forsvinder i vor jagt på viden og beherskelse af vores verden.

Det ligger nok i sagens natur, men man kan i læsningen godt komme til at kede sig, når man ser det samme analytiske skema brugt igen og igen. Når det ligger i sagens natur, skyldes det, at det er en grundform i selve tilværelsen, Hyldgaard peger på, nemlig betydningen af fortrængningen (af begær eller væren) som det, man ikke ønsker at vide - det er jo derfor, det er fortrængt. Bogen kræver nok, at man accepterer selve grundpræmissen, at subjektet er konstitueret af fortrængninger, og eksistensen fortaber sig i værensglemsel, når man ikke gør sig åben for den. Men kedsomheden skyldes også, at psykoanalysen og eksistensfilosofien har egne konventioner, som gør formen gentagende.

Bogen henvender sig primært til dem, der er interesserede i pædagogisk filosofi og i at betænke selve grundlaget for tænkning og videnskab. Men har man den interesse, så er man i godt selskab. Hyldgaard skriver godt, og hendes analyser af de inddragne film og bøger er øjenåbnende - eller øjenlukkende, hvis man er bange for at se det reelle i øjnene.

Powered by Labrador CMS