Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft har i bedste statsmandsstil bebudet stabilitet og ro i Danmark, selvom globaliseringen og udskibning af danske arbejdspladser allerede i dag skriger på forandringer. Er der nu hold i disse to bløde mænds retorik? Nej, naturligvis er der ikke det.

Der bliver gennemført en kommunalreform, og kommunerne har det sidste år pareret ordre i hele landet undtagen i hovedstadsområdet, og der er aftalt sammenlægninger, så man skulle tro, at det var et folkeligt behov, der lå til grund.

Kommunalreformen kender vi endnu ikke detaljerne af, og særligt finansieringsdelen bliver altafgørende for dens succes. Der er indtil videre ikke tegn på, at regering og Dansk Folkeparti har tænkt sig at smide de penge efter reformen, som den vil koste alene i flytning og opbygning til nye opgaver, for ikke at tale om de nødvendige it-investeringer. Disse merudgifter alene resulterer i omfattende aktiviteter med de kommunale spareknive, da midlerne kun kan findes i driften, når der er skattestop, og begrænsede lånemuligheder. Det sociale område og den vidtgående specialundervisning vil stå lige for, da kommunalpolitikerne mangler erfaring med disse opgaver. Her er vi inde ved kernen, hvor kommunalreformen kommer til at vise en grim side af sit ansigt.

De borgerlige ønsker, at pengene skal uddeles til borgerne, men jeg synes nu også, at der burde gøres en indsats for at holde en vis velfærdsstandard, så borgerne ikke bruger pengene alene på rødvin og ferier til Mallorca. Men det er naturligvis et politisk valg.