Vi er mange, der betragter folkeskolen som Danmarks vigtigste samfundsinstitution. Derfor er det også naturligt, at folkeskolens opgave konstant er til debat. Med statsministerens åbningstale fra oktober er det nu selve formålsparagraffen, der bliver en del af debattens omdrejningspunkt.

Folkeskolen er hele samfundets skole. Derfor er det afgørende, at der også fremover er bred opbakning til folkeskolens formålsparagraf. Det forudsætter, at regeringen og Folketinget giver tid til og mulighed for en grundig debat, der rækker langt ud over politikernes egne rækker.

Som et bidrag til denne vigtige debat afholdt Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund en høring om formålsparagraffen mandag den 9. januar. Målet var ikke at præsentere de to organisationers uforbeholdne syn på formålsparagraffen. Og selv om hele uddannelsesudvalget var inviteret, og de uddannelsespolitiske ordførere var bedt om at deltage i et panel, var det heller ikke deres synspunkter, der var udgangspunktet for høringen. Oplæggene på høringen kom fra nogle helt andre: en elev, en mor, en erhvervsleder, en filosof med flere.

Der skulle ikke stilles spørgsmål til politikerne. Politikernes opgave var derimod at stille spørgsmål til oplægsholderne for dermed at give os alle et bredere og bedre grundlag for den kommende debat.

Vi har desværre en række eksempler på, at politikere, der gennem debatten udvikler og ændrer deres synspunkter, løber en alvorlig risiko for at blive beskyldt for svaghed eller løftebrud. En situation, der ikke just er fremmende for kvaliteten af den politiske debat, og en situation, der gør, at der er god grund til at starte debatten med at stille spørgsmål og lytte frem for at starte med konklusionerne.

Når regeringen vil drøfte formuleringen af formålsparagraffen, er udgangspunktet endnu en gang ønsket om at styrke fagligheden. Men spørgsmålet handler jo ikke om faglighed eller ej, men i langt højere grad om faglighed hvordan. Velfærdskommissionen skriver i sin rapport, at ændringer i folkeskolen skal ske, samtidig med at vi bevarer folkeskolens »uomtvistelige styrkesider«. Men hvordan gør vi det? Hænger styrkesiderne sammen med den måde, vi tænker faglighed på? Kan vi bevare styrkesiderne, hvis vi koncentrerer os om den definition af faglighed, der ligger til grund for Pisa-undersøgelserne? Der er mange spørgsmål, der er væsentlige at drøfte, inden vi konkluderer, hvordan formålsparagraffen eventuelt skal ændres.