Indtil for nylig var jeg inspektør på en velanskreven skole i det nordsjællandske. Skolen lægger vægt på at give en balanceret undervisning, der skal styrke elevernes personlige og faglige udvikling. Og måske fordi det i vid udstrækning er lykkedes at levere varen, kommer godt hver femte af skolens elever fra andre skoledistrikter i kommunen.

Pludselig en morgen blev de danske skolers karakterer fra afgangsklasserne offentliggjort. Og selv om jeg ved, at denne åbenhed har ganske ringe informationsværdi, så var det alligevel med en vis personlig interesse, jeg gik på nettet for at se, om mine positive forestillinger om min gamle skole kunne holde?

Jo, fint nok. Placeret i den bedste ende.

Men så gik der en djævel i min karakter. Var det godt nok? Kunne skolen ikke have scoret højere? Og i givet fald - hvordan?

Når elever skifter skole i den sidste tredjedel af skoleforløbet, skyldes det - ud over flytning - ofte, at det går skidt, hvor man er: mobning, pubertetskontroverser med lærere, utilfredshed med de opnåede resultater. Og børn, der i en periode har haft det skidt i skolen, har som regel både et personligt og et fagligt efterslæb at rette op - ofte med en faglig selverkendelse til følge.

Jeg satte mig til at lege børnelegen: Hvis vi ikke havde frit skolevalg, og voila: skolen ville ikke blot have scoret højere, men vi kunne også have trukket nogle af de andre skoler ned.

Denne tanke kender jeg fra for seks år siden, da kommunen satte læseundersøgelser i gang. Dengang kunne vi også være avanceret betydeligt - fra over midten til toppen - hvis vi havde sagt nej til eller endnu bedre selekteret blandt ansøgerne fra andre skoledistrikter. Hvorfor belaste et engageret og hårdt arbejdende lærerpersonale med flere 'problemer', når vi blot bliver lavere bedømt for indsatsen.

Dengang besluttede vi os for, at golde tal ikke skulle overtrumfe vores skole- og menneskesyn. Men alligevel, når først tanken er født, vil den være en faktor i beslutningsprocessen - til ugunst for de ofte svage børn, der har brug for nye muligheder.

På baggrund heraf må man spørge sig selv og ikke mindst undervisningsministeren, hvorfor man i åbenhedens navn ønsker at bruge kræfter på at give detaljerede informationer med ringe informationsværdi - og med væsentlige negative bivirkninger.

Der findes blandt forældre, lærere og ledelser så mange engagerede og positive viljer, der vil øge kvaliteten i den danske folkeskole. Hvorfor dog ikke satse på dem i stedet for at nagle dem til skæve informationer.

De fleste af de skoleskiftende eller tilflyttende forældre, som søgte min gamle skole, angav venner eller forretningsfolk i byen som kilder til deres henvendelse. Og disse mere brugbare kanaler findes stadig, efter at Undervisningsministeriet er gået i nettet.

Jens Raahauge

København