Debat

En mistolkning af folkeskolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Set udefra leverer lektor Jørgen Husted i Folkeskolen nummer 49 et på mange områder velkomment opgør med den Vig'ske antiskole. Men set indefra tager han på væsentlige punkter fatalt fejl. Det er ikke rigtigt, at skoledebatten i dag er åndløs, fordi den kun handler om penge, informationsteknologi og Ø-timer. Alt dette er alene støjkilder til at overdøve debatten, så lektoren ikke opdager, at den egentlig handler om folkeskolens mangel på anstændighed, menneskeværd og såmænd også livsoplysning. I stedet for dækker han sig ind med udtåget bragesnak, fordi hans tale ikke er bundet til noget konkret. Når der fra en af tidens halvreligiøse sumpe udvikles ideer om 'det hele menneske' som målet for skolens virksomhed, hvor individet behandles frihedsberøvende totalterapeutisk, så er det et angreb på anstændigheden. Når det ensgørende, lighedsideologiske panser omkring skolen med mellemrum slipper spage forsvar for den delte skoles hensyntagen til alle elevkategorier igennem, så er det et ilde hørt forsøg på igen at hævde et overset menneskeværd. Og hvis lektoren opdagede, at historiefaget er reduceret med et helt skoleår, så ville han vel forstå, at det ikke er lærerne, der svigter den livsoplysning, der er bundet til noget konkret.

'Lærerne skal bruge fagene til at oplyse eleverne'. Jamen har lektoren da ikke set, hvordan fagtom, forudsætningsløs, tværfagligt projekteri breder sig som en gøgeunge på den plads, hvor en gedigen faglig undervisning skulle have givet lektorens mange ord jordforbindelse.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev