Debat

Hvorfor sker der ikke noget

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange lærere må holde op før pensionsalderen, og alt for mange kommer aldrig rigtigt i gang med lærergerningen. Hvorfor? Ja, det er ikke, fordi arbejdet er kedeligt, eller nutidens børn er umulige. En af de tungtvejende årsager, der peges på, er udbrændthed og stress.

De fleste andre erhverv ved, at sætter man kravene højere, end det er muligt at nå, så går det galt. Ikke desto mindre er næsten alle vejledende læseplaner på et niveau, som kun familieløse genier under heldige omstændigheder kan nå. Når man dertil lægger den daglige arbejdssituation, hvor man skal tilgodese den enkelte elev (ud af 28 - eller bare 18), indarbejde forældrekrav og leve op til en planlægning, der i stort omfang betinger, at man kan forudsige børnenes behov og interesser flere måneder frem i tiden, ja, så kan det ikke komme helt bag på nogen, at lærere til tider kan føle sig lidt pressede.

Den sidste overenskomst har ikke gjort det bedre. Det er ikke udelukkende en fordel at skulle forhandle med sin inspektør. Man skal jo gerne kunne fungere sammen bagefter - og 'vi kan jo alle se problemet, ikk'? Skolen har ikke pengene, og det er jo synd for klassen, at de ikke kommer på tur, så. . . men det er op til dig'. Eller - 'vi kan da ikke bare gå og se på, at biologisamlingen bliver helt ødelagt!'

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Selv de steder, hvor der er indgået kommuneakkorder, og skoleledelsen er rimelig, går man rundt med en konstant fornemmelse af, at man ikke når det, der forventes af en - og hvad værre er - lærerne har konstant følelsen af, at de laver gratis arbejde - for den enkelte lærer kan ikke gennemskue systemet - hvis edb-systemet overhovedet virker.

DLF og flere skribenter i Folkeskolen har fra tid til anden gjort opmærksom på, at man ikke kan se bort fra et vist pres på lærerne. Jeg har en svag erindring om, at DLF engang sagde, at nu ville de undersøge problemet og derefter gøre noget ved det? Er det den sidste overenskomst, der er resultatet?

Jeg vil ikke kun klandre DLF for passivitet. Kommunernes Landsforening - og den enkelte kommune - er som arbejdsgivere forpligtet til - efter almindeligt gældende regler - at sørge for, at arbejdet ikke ødelægger de ansatte. Men jeg har svært ved at se, hvor og hvornår der er gjort noget. Her kunne DLF komme ind i billedet med nogle rimelige krav.

Mogens Tranders

Ejby Skole