Nogle kanonudgivelser sælger godt

I modsætning til Gyldendals litteraturkanon har forlaget Alinea haft stort salg af sin kanonserie, der siden 2005 har solgt knap 50.000 eksemplarer til skolerne. Mens seksbindsværket ’Kanon i folkeskolen’ fortsat sælger, sættes løbende nye udgivelser i søen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlagsredaktør hos Alinea Claus Sylvest kalder litteraturkanonen en 'givtig niche' for sit forlag.  

"For os har kanonen både en ideel og en forretningsambition. Det viser salgstallene også, synes jeg. Vi er smadder godt tilfredse med, hvad vi har solgt og med, at udgivelserne stadigvæk sælger", siger Claus Sylvest, der tror, succesen skyldes, at Alinea har udgivet 'levende, undervisningsnære titler med et stort billedmateriale'. Alineas 'Kanon i folkeskolen' til de ældste elever sælges nu i hhv. 7. og 8. oplag.

"Hvor der tidligere har været købt klassesæt ind, køber skolerne nu supplerende bind, fordi de enkelte bind er ved at være slidt", fortæller Claus Sylvest.

Det var imidlertid ikke det indtryk, skolebibliotekarernes formand C.C. Rasmussen fik, da han før jul foretog enkelte stikprøver efter kanonmaterialer på landets skolebiblioteker.

"Jeg er overrasket over, hvor lidt der egentlig står derude oven på den her store debat, der var", sagde skolebibliotekarernes formand til folkeskolen.dk. Men blandt de få kanonmaterialer, han fandt i databaserne, stod Alineas 'Kanon i folkeskolen' til de ældste elever flere steder.

C.C. Rasmussen stiller nu spørgsmålstegn ved, om alle undervisningsmaterialer er registreret korrekt i databaserne. "Det burde de være", siger han, men kan blive i tvivl, når han hører om Alineas salgstal. Skolebibliotekarernes formand anerkender Alineas kassesucces.

"Alineas kanonmateriale er også for mig at se bedre end Gyldendals. Der er et bedre billedgalleri og flere opgaver at dykke ned i", siger C.C. Rasmussen, da folkeskolen.dk taler med ham i dag. 

Kanon i produktion

Alinea har siden 2005 løbende udgivet undervisningsmateriale med udgangspunkt i litteraturkanonen. Senest udkom opslagsbøgerne 'Greb om kanonforfatterne' og i januar i år en ny bog om Karen Blixen - den obligatoriske litteraturkanons eneste kvindelige forfatterskab.

"Karen Blixen finder sin aktualitet i sammenhæng med en novelle af Naja Marie Aidt. De to har et tema om skæbnen til fælles", forklarer Claus Sylvest. For ham er det vigtigt, at teksterne af de kanoniserede forfattere er læselige for folkeskolens elever.

"Det er jo ikke alle tekster af Rifbjerg, Martin Andersen Nexø og H.C. Branner, der er lige nemme at begribe", siger Claus Sylvest. Derfor gør man hos Alinea meget ud af at finde den helt rigtige tekst at introducere forfatterskabet igennem. Som eksempelvis til de yngste elever H.C. Branners 'Den lille vilde busk fortæller' eller Peter Seebergs børnebilledfortælling 'Bulgas bedrift', illustreret af datteren Ursula Seeberg.

Og hverken H.C. Branner eller Peter Seeberg er populære forfatterskaber at undervise i. Knap hver tredje lærer undlader, i følge Folkeskolens undersøgelse, at undervise i netop disse obligatoriske herrer.

Når det kommer til diskussionen af de enkelte forfatteres plads på kanonlisten, kunne Claus Sylvest da også ønske sig, at der blev plads til nogle nyere forfattere. Som dansklærer Mette Teglers i Folkeskolens artikel savner han også en digter som Dan Turèll og flere nulevende kvinder på litteraturkanonens obligatoriske liste. 

Jeg har ikke længere plads til Onkel Danny

"Om en 5-8 år har vi nok ikke længere stof til at udgive undervisningsmaterialer i relation til den nuværende kanon. Men skulle kanonen blive fornyet, så er det da oplagt for os at levere undervisningsmaterialet", siger Claus Sylvest. 

Kanon-satsning blev ingen guldgrube