Lærere skal vide noget om børns opvækst på et mere fast forankret grundlag end det, der gives i medierne. Derfor er det godt, når der udgives videnskabeligt og empirisk forankrede bøger om opdragelse og opvækst i Danmark. Lærere og skoler griber ind i forældres og børns privatliv gennem lektiegivning, men også ved at forvente smurte madpakker, spidsede blyanter og internetopkoblinger. Alt sammen koster forældrene tid og penge. I "Forældres brug af tid og penge på deres børn" er det netop fokus for undersøgelsen.

Undersøgelsen er fyldt med spændende faktuelle oplysninger. I undersøgelsens terminologi skelnes der mellem tre typer af tidsanvendelse. Primær-, sekundær- og tertiærtid. Primærtid er, når forældre er sammen med deres børn for bevidst at tilgodese børnenes behov: "Sammen bruger vi tid på at lave mad, fordi børn skal vide noget om sund mad". Sekundærtid er, "når forældrene laver mad, og børnene er med, fordi det er hyggeligt", men ikke fordi børnene skal lære noget ved det. Tertiærtid er, "når far laver mad, og barnet læser lektier ved køkkenbordet". Undersøgelsen viser tydeligt, at forældre har ændret prioriteringer inden for de seneste 20 år. Forældre bruger i dag markant mere tid på deres børn. På trods af at de samtidig er flere timer på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen bliver rigtig spændende, når forældregruppen deles op efter uddannelse. Jo længere uddannelse forældre har, jo mere tid bruger de på deres børn. Dobbelt så meget tid - nemlig for mødre gennemsnitligt 4,30 timer mod 2,37 timer om dagen. Også fædrene bruger mere tid på deres børn. Her er dog den spændende undtagelse, at når faren har kort eller ingen uddannelse og samtidig har drengebørn, så bruger den kortuddannede far mere tid på "knægten", end den højtuddannede far gør. Undersøgelsen vurderer, at en af kilderne til den sociale arv kan forklares med forældres tidsforbrug, så det er alvorlige fakta, der redegøres for i undersøgelsen. Men der gives ikke eksempler på, hvad det egentlig er, børnene laver med deres forældre.

Det gør derimod "Børns opvækst med medier og forbrug". Her er der informative kapitler om børn og mobiltelefoner, om børns almene medieforbrug, om børnenes træning i at blive voksne mærkevarerforbrugere og om børns rådighedsbeløb. Børn opfattes nu som "påvirkningsagenter" i forhold til mor og far, barndommen er beviseligt krympet som tidsperiode, og lærere kan betragte deres elever som nogle, der bliver "forbrugersocialiseret".

Hvorfor er lærere så tilbageholdende med at åbne skolen for børnenes forbrug, medier og digitalitet? Måske kan man ikke samtidig træne "forbrugersocialisering" og beskytte børnene "Rosseausk" gennem de forestillinger om ligeværdighed og dannelse, der hidtil har været mange læreres pædagogiske udgangspunkt? Forbrugersocialisering handler om at skabe forskelle og konkurrere gennem at vise sin nye mobiltelefon frem og fremhæve sin kulturelle kapital gennem mærkevarer. Det kan være svært at håndtere i mange læreres hverdag.