I foråret gjorde Familie- og Arbejdslivskommissionen sit arbejde færdigt. Resultatet var den velkendte beskrivelse af den moderne (småbørns)families tidspressede hverdag og 31 anbefalinger til, hvordan vi kan komme ud af den klemme. Mest debat skabte forslaget om en tidsbank, der blev set som både en stavnsbinding og et muligt tilbageslag for ligestillingen, idet man forestillede sig, at tanken især ville have appel til kvinder. Forslag om udvidet åbningstid i daginstitutionerne, bedre barselsorlovsordninger for mænd og indførelse af madordninger i både børnehave og skoler skabte stort set ikke diskussion, og faktisk er det egentlig forbløffende, så lidt omtale den 120 sider tykke betænkning har fået. Det er, som om vi tager familien, dens sorger og glæder for givet, måske i erkendelse af at en del af stress og jaget mere skyldes os selv end udefrakommende faktorer.

Rent faktisk er det slet ikke så nyt, at familien skildres som tidspresset, som man måske skulle tro. Børnekommissionen, som blev nedsat i 1976 i en tid, hvor fødselstallet var på vej ned, alt imens skilsmissetallet var på vej op, nåede frem til den samme konklusion. Men dengang var det især mødrene, der oplevede et tidspres, alt imens børnene var overladt til sig selv i uinspirerende boligmiljøer, hvis ikke de var stuvet af vejen i en af de alt for få, men alt for tætpakkede institutioner eller placeret foran en flimrende tv-skærm. Løsningen på disse problemer var ikke at sende kvinderne tilbage til kødgryderne, men derimod ligestilling mellem kønnene, mere social lighed og anerkendelse af den enkeltes ret til at indrette sig familie- og arbejdsmæssigt så fleksibelt som muligt. Derfor skulle forældremyndighed og ægteskab skilles ad, mænd have barselsorlov og forældrene ret til barns første sygedag. Der skulle udarbejdes en statslig børnepolitik, forældrenes revselsesret begrænses og børns rettigheder styrkes. Kernefamilien med dens hjemmegående husmor var ikke længere en given størrelse, fremtidens familieform kunne lige så vel være kollektivet, den enlige forsørger eller skilsmissefamilien med dens delebørn. Ikke alle var lige begejstrede for dette fremtidsscenarium. Den selvbestaltede Forældrenes børnekommission, hvis to mest prominente medlemmer var Søren Krarup og Jesper Langballe, protesterede skarpt mod indgreb i forældremyndigheden og mod at gøre børn til kanonføde i kvindernes kamp for ligestilling. En kamp, der i sidste ende kunne føre til familiens opløsning.

I dag ved vi bedre, og de samme personer nærer ikke længere den samme bekymring for familiens forsvinden. Stat og kommuner har lagt mange kræfter - og penge - i en modernisering af kernefamilien, ikke mindst gennem indfrielse af pasningsgarantien siden midten af 1990'erne og en forbedring af orlovsordningerne. Set i et børneperspektiv er resultatet dog ikke entydigt positivt. Godt er det, at færre forældre ser ud til at blive skilt, godt er det, at forældrene igen gerne vil have (mange) børn, og at de kan være hjemme hos dem i lang tid, godt er det, at ligestillingen er kommet inden for gadedøren - skidt er det, at det voldsomme pres på institutionsområdet har resulteret i alt for få voksne til alt for mange børn på alt for lidt plads, og skidt er det, at en tredjedel af alle børn i 5. klasse ifølge Børnerådets undersøgelse savner en mor og far i hverdagen. Det afspejler, at forældrene har travlt, men det afspejler måske allermest, at børn ser deres forældre som vigtige resursepersoner og ikke som respekt- og frygtindgydende voksne, sådan som det var tilfældet i generationerne førhen. Det bør vi, forældre, huske at skrive os bag øret.

Ning de Coninck-Smith, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole