PERSONALIA

Line Hjarsø er startet som chef for organisationsafdelingen i Lærerforeningens sekretariat på Vandkunsten 1. juni.

Nye chefer i Lærerforeningen

Publiceret Senest opdateret

Line Hjarsø, der var formand for Lærerstuderendes Landskreds i perioden fra 2009 til 2011, er netop ansat som chef for organisationsafdelingen i Danmarks Lærerforening. Hun kommer fra en stilling som afdelingsleder for Organisation og uddannelse i Dansk Socialrådgiverforening. Her har hun siden 2019 haft ansvar for uddannelse af tillidsvalgte, arbejdsmiljø, rekruttering og fastholdelse af medlemmer samt studieorganisationen. Tidligere har Line Hjarsø været uddannelsespolitisk rådgiver på Christiansborg.

Ansættelsen sker som led i en række mindre organisationsændringer i DLF’s sekretariat. Den tidligere chef for afdelingen for organisation og arbejdsmiljø, Katrine Orebo Pyndt, er nu chef for ledelsessekretariatet.

Advokat Camilla Bengtsson har været leder af juraområdet, som nu er skilt ud i en selvstændig afdeling med hende som chef. Anders Andersen er stoppet som chef for uddannelsespolitisk afdeling, og her har Lærerforeningen valgt at indsætte den "gamle" chef, Jesper Støier, som vil varetage den post sideløbende med posten som politisk chef i DLF.