Anmeldelse

Undervisning og læring

Grundbog i didaktik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I bogens første kapitler indkredses, defineres og diskuteres begreber om undervisning, dannelse, didaktik og læring. Herefter er bogen struktureret over kategorier, som sædvanligvis bruges i litteratur om undervisningsplanlægning. Fremstillingen er i mange kapitler udmærket og klar som grundbogstekst, men der er også afsnit, der er uklare og mindre velordnede. Det gælder for eksempel kapitlet om læring.

Der fokuseres især på mulige valg og begrundelser for valg i forbindelse med undervisning, hvor det er op til læseren at finde og begrunde egne valg. Dette lægges der også op til i et stort udvalg af studie- og debatspørgsmål.

Bogen henvender sig til "alle, som under én eller anden form arbejder med undervisning". Det er en svær opgave, og det får da også den konsekvens, at mange af teksterne bliver meget abstrakte og generelle uden referencer til eller placering i en kontekst, der kunne skabe mere mening og liv for læserne. Folkeskolen er dog synlig i nogle sammenhænge; voksenundervisning i mindre grad. I folkeskoleperspektivet kunne man ønske sig bedre og mere ajourførte afsnit om undervisningsdifferentiering, progression, mål (fælles mål) og evaluering.

Ud fra et studiebogsperspektiv er det en væsentlig mangel, at der hverken i brødtekst eller opgaver er referencer eller henvisninger til de mange teoretikere, som er i spil bag fremstillingen. Litteraturfortegnelsen er ikke annoteret og er dermed mest til hjælp for folk, der i forvejen kender litteraturen. Det bliver svært for begyndere at finde ud over bogens rammer til mere uddybende litteratur. Til gengæld er der et stikordsregister, så man bedre kan finde ind i bogen.