Da jeg var barn i 1940'erne, var det god latin, at tosprogethed var skadelig for børn. Det var synd for de børn, der fra blealderen var opvokset med to forskellige modersmål. Sådanne børns evner til begrebsindlæring ville tage skade, og børnene ville blive forvirrede og fortabte. Og man skulle også vogte sig for at lære børnene et fremmedsprog tidligt i skoleforløbet.

I dag er tosprogethed atter på den pædagogiske dagsorden. Og det er stadig synd for børnene.

Tillad mig et par bemærkninger fra sidelinjen:

Jeg var et tosproget barn. Min far talte jeg engelsk med og min mor talte jeg dansk med. Det vil sige, at jeg fra blealderen blev kompetent sprogbruger på to modersmål. Et modersmål er jo netop det sprog, man fra opvæksten får et kompetent brugerforhold til, så det, man siger, aldrig får karakter af gloser, men altid er det rammende lydlige udtryk for ens tankestrøm. Det er 'vokset ud på en' som hår og negle, og det kan blive ved med at vokse hele ens liv af samme grund.

Det her beskrevne er tosprogethed.

Når man i dag begræder de stakkels tyrkiske, tosprogede børns dårlige skolemæssige placering, begrundes det i tosprogethed, og man hører efterhånden ogsåønsker - altid fra kommunalpolitikere - om at afskaffe modersmålsundervisningen, så børnene kan koncentrere sig om at lære dansk i stedet. (Eksempel: 'Udkast oktober 1995/ Forslag til Århus kommunes flygtninge- og indvandrerpolitik', og Sv. E. Hermansens, formand for skoleudvalget i Høje-Taastrup Kommune, udtalelser til Folkeskolen nummer ti 1996).

Lad mig gøre gældende, at tosprogethed er en enorm styrke for barnet, og siden for den voksne. Evnen til at lære andre sprog end de to modersmål øges kolossalt, og der skal nok være meget andet, det også bliver selvfølgeligere at lære.

Dette er min personlige oplevelse. Det er også, hvad mine søskende har oplevet. I dag er mit niårige barnebarn tosproget med dansk og tyrkisk, og jeg taler stadig om ægte tosprogethed. Hun nyder i øvrigt godt af tyrkisk modersmålsundervisning, som jo alfabetiserer hendes tyrkiske modersmål, fra hun er lille.

Folkeskolen nummer ti 1996 bragte artiklen: 'Mellem sprog og kultur', med underrubrikken: 'Modersmålsundervisning kan blive en del af en evighedsmaskine, der fastholder tosprogede i isolation'. Og det er denne artikel, der har fået mig til at ryge i blækhuset. For de tyrkiske børn, der omtales i denne artikel, har netop det problem, at de ikke er tosprogede. Man kan diskutere, hvilket sprog de overhovedet behersker. De taler et begrebssnævert hjemmesprog med deres mødre, der som bekendt ofte er ude af stand til at læse og skrive, og hvis fyldige begrebsapparat fra den tyrkiske landsbys hverdag jo er arbejdsløst i den danske boligblok. Dersom faderen er langtidsledig, kan han jo heller ikke berige sine børn med noget blot nogenlunde fyldigt dansk begrebsapparat fra verden uden for boligkvarteret. Og selv hvis han har arbejde, er det som regel ikke et job, der muliggør de længere filosofiske kollegasamtaler på arbejdspladsen. Han passer sikkert en maskine, der ikke kan sige andet end klik dunk klik dunk. Nuvel, de omtalte tyrkiske børn får selvfølgelig lært dansk ved leg med andre unger, i skole og i boligkvarterer. Også naturligvis af skolegangen. Men det er og bliver skolebarnsdansk. Egentligt voksensprog såsom dette eksempel lærer de ikke: 'Skagensmalerne opretholdt i mange år en kunstnerkoloni hvis lige ikke er set før eller siden i dansk kunstliv, og hvis åndelige klima har affødt noget af den smukkeste danske kunst'. Både af begrebsindhold og af længde er sætningen for uoverskuelig på grund af det begrænsede sproglige niveau, der er tilegnet i opvæksten. Ja, jo vist, kære læser: Selvfølgelig er der også danskere, der ikke færdes hjemmevant i sætninger om dansk kunstliv. Men de er, om jeg må sige det sådan, normalfordelt.

En katastrofe

Det vil være en katastrofe at afskaffe modersmålsundervisningen. Det er den, der giver børnene en mulighed for at lære at læse, skrive og tale deres forældres sprog påøgende niveauer, som lærer dem at begrebsliggøre på det eneste sprog, der tales flydende i deres eget hjem. Det må være en elementær menneskeret at kunne tale blot rimelig kvalificeret med sine egne forældre - og børn, for den sags skyld.

Men forslag om afskaffelse af modersmålsundervisningen vidner også om, at den gamle fordom mod tosprogethed er still going strong. Det vil være mere givende at betragte det som en kæmpechance for vort land, at vi nu står med en stor gruppe potentielt tosprogede børn. Det må kunne lade sig gøre at opfostre mange, mange ægte tosprogede i Dannevang i dag. Og hvis vi betragter situationen fra denne synsvinkel, er det sandsynligt, at mange flere udenlandske forældre vil interessere sig aktivt for deres børns sprogsag. Så er der jo noget at være lidt stolt af, og man er ikke altid klassificeret som et stakkels skvat, hvis børn skal observeres og dikkedikkes af profferne.

Og endelig: Det er nu, dansk didaktisk og pædagogisk forskning har sin store chance for at få et dybere indblik i, hvad sprog er, hvad sprogudvikling er. Det ved vi, lidt provokerende sagt, ikke et klap om. Medmindre man da anser vekslende pædagogiske modesynspunkter for viden. På med vanten. Vi lever efter sigende i hjernens årti. Sku' vi svinge os op til at stile efter at gøre det til et åndens årti?