Dansk børneopdragelse giver børnene mere og mere frihed, efterhånden som de bliver ældre. Det smitter også af på skolen. Her forventes det, at børnene lærer at tage selvstændig stilling. Men den mellemøstlige opdragelsestradition er stik modsat. Her indskrænkes børnenes frihed, når de bliver ældre. Derfor oplever forældrene skolens krav som en opfordring til ulydighed. Forældrene ser det som et udtryk for respektløshed, når deres børn diskuterer med læreren, siger Ahmet Demir.

Han er kurder fra Tyrkiet, er 33 år og kom til Danmark som 18-årig. Han er klubpædagog, har taget en voksenpædagogisk uddannelse på Roskilde Universitetscenter og er ved at lægge sidste hånd på en uddannelse som cand.pæd. Desuden læser han til familieterapeut på Kemplerinstituttet.

Ahmet Demir er leder af ungdomsprojektet Blæksprutten i Avedøre vest for København. Projektet startede i 1989 og er rettet mod 10-15 årige drenge, der har så store vanskeligheder med skole, hjem og i lokalområdet, at en anbringelse uden for hjemmet er ved at være eneste mulighed.

Drengene er delt op i A-holdet, som er den primære målgruppe og består af ti drenge, og B-holdet, som består af 40-50 drenge, der ikke har så voldsomme problemer, men kommer i Blæksprutten jævnligt, fordi det er et spændende sted. Oprindeligt var næsten hele A-gruppen indvandrere eller flygtninge, men i dag er otte af de ti danskere, mens omkring 90 procent af B-gruppen er af anden etnisk oprindelse.

A-gruppens drenge har oplevet mange nederlag i deres liv og har tit dårlige erfaringer med voksne, der svigter dem, og derfor er det første skridt at få etableret en ordentlig kontakt mellem pædagoger og drenge.

- Vi lægger vægt på det positive i drengene. De er vant til at blive set som en belastning, og det forstærker deres negative selvopfattelse. I stedet leder vi efter deres kvaliteter og ressourcer for at styrke deres livssyn og livskvalitet. Det vil sige, at vi gør drengene bevidste om, hvad de kan.

- Næste skridt er så at omsætte drengenes ressourcer til konkrete handlinger, der har betydning for dem. Vi holder selvfølgelig de langsigtede mål for øje, men det er vigtigt, at de kortsigtede mål er realistiske, fordi det er opfyldelsen af de konkrete mål, der giver drengene den succesoplevelse, der skal til, hvis de skal give sig i kast med det langsigtede. Vi indgår så aftaler med de unge: Hvis du gør det og det, så kan vi tilbyde dig det og det.

På den måde opnår pædagogen også status i drengenes familier. Det er synligt for familierne, at de konkrete mål nås, og at pædagogen kan 'levere varen' i forhold til aftalerne.

Det er et problem i folkeskolen, mener Ahmet Demir. Skolen tager alt for lidt hensyn til, at børnene kommer fra en anden kultur end den danske. Hvis børnene ikke føler, at de er en del af skolen, påvirker det både deres og deres families integration negativt. Der lukkes af for skolen og lærernes påvirkning, og familiens fordomme om det danske samfund bekræftes og forstærkes.

- Det tyrkiske skolevæsen bygger på paratviden. Der er nogle umiddelbart målelige størrelser, der kan bruges til at vurdere, hvordan børnene klarer sig i skolen. Men sådan er det ikke i Danmark.

Her er skolen meget mere projektorienteret, og der lægges stor vægt på at udvikle elevernes selvstændighed.

- Den selvstændighed er nødvendig for at kunne klare sig i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked, men det ved forældrene ikke. De fleste tyrkiske indvandrere kommer fra et feudalkapitalistisk bondesamfund, hvor det vigtigste er, at man kan indordne sig i og udfylde sin plads.

- Hvis der ikke er nogen, der fortæller forældrene, hvad meningen er, så måler forældrene skolen med deres egen målestok og når frem til det resultat, at børnene ikke lærer noget.

Her mener Ahmet Demir, at lærerne bliver nødt til at tage ansvaret på sig. Det nytter ikke at sende breve til forældrene. Man skal have fat i telefonen eller møde frem personligt.

- Lad os tage et eksempel. Klassen skal på lejrskole. Hvorfor det, spørger forældrene, det er spild af tid at spille fodbold og bo i telt. Børnene går i skole for at lære noget. Men så er svaret: Det er, fordi det sociale samvær på en lejrskole med leg og fælles oplevelser kan være med til at forebygge kriminalitet og racisme. Det kan forældrene godt forstå.

- Det er den direkte personlige kontakt, der skal til. Hvis man endelig vil skrive et brev til forældrene, så skal man prøve at skrive direkte til dem. Hvis det er en standardmeddelelse, er der en stor chance for, at den ender i papirkurven. Det skyldes, at forældrene er vant til fra landsbyen i Tyrkiet, at kontakten til skolen er noget, der foregår direkte og uformelt, når man alligevel mødes på fortovet, indkøb eller cafeen.

Det danske system er mere formelt, og det er også en af grundene til, at det kan være svært at få indvandrerfamilierne til at møde op til forældrearrangementer på skolen.

Ahmet Demir peger også på, at der ikke er nogen særlig mødekultur, ligesom det også afskrækker forældrene, at de ikke er så gode til dansk, og det hele går så hurtigt, at det er svært at forstå, hvad der bliver sagt.

- Det påvirker igen negativt. Det er ikke godt for børn, at se deres forældre som passive individer med ringe muligheder for at påvirke deres egen situation. Det betyder, at forældrene får sværere ved at være forbilleder for deres børn.

- Jeg kan se det på mine egne drenge, hvor meget det betyder, at deres far er et positivt forbillede. De kan se, at jeg har en position, for der er alle mulige folk, der ringer og spørger mig til råds om dette og hint.

I den mellemøstlige familietradition er faderen overhovedet i familien, og det rammer ham hårdt, når autoriteten undergraves af, at han ikke har nogen status i det danske samfund.

- Derfor benægter forældrene ofte, at problemerne eksisterer. Og her er mange danske lærere konfliktsky. De går ikke til problemets rod. Selv om enhver kan se, at en drengs problem skyldes hans mors alkoholmisbrug, er der ikke nogen, der siger til hende, at det er dét, der er problemet. I stedet skøjtes der rundt om drengen, og på den måde kommer man aldrig til bunds i sagen.

- Det gælder også i forholdet til indvandrerfamilierne. Når man er på besøg, så er det ikke for at drikke kaffe eller sludre hyggeligt, så er det, fordi Ali har problemer med skolen og kammeraterne, og fordi det er et fælles problem for forældrene og skolen, som man skal løse sammen. Og så bliver man nødt til at sige til forældrene, at man respekterer deres opdragelse, men at de er nødt til at være imødekommende, for det er deres barn, der får problemerne, hvis man ikke arbejder sammen om løsningerne.