Tusindvis af flygtningebørn må finde sig i at blive undervist under vilkår, der nærmest synes umulige. I en tom tobaksfabrik i Shkodra i det nordlige Albanien er 5.000 flygtninge stuvet sammen, hvoraf de 2.000 er børn.

For at indhente den undervisning, som blev afbrudt, da børnene med deres familie måtte flygte fra krigen i Kosova, har man i store fabrikshaller i tobaksfabrikken sat borde på højkant for at etablere nogle midlertidige skillevægge, så otte klasser kan blive undervist i den samme hal.

Private familier i Shkodra har ryddet gemmerne for gamle skolebøger, og hver lærer har fået en sort plade på 60 gange 80 centimeter til tavle. Under disse forhold forsøger lærerne fra Kosova at undervise børnene, så de den 1. september er klar til næste skoletrin.

Børnene sidder på bænke, og der er omkring 30 i hver klasse.

Lærerne har svært ved at undervise i engelsk, fordi sproget under kommunisttiden var et af de stygge sprog, mens det nu er det mest populære fag.

Albanerne orienterer sig mod Nato-landene, og alle vil gerne lære engelsk. Selve Albanien lider af katastrofal mangel på engelsklærere, men de få lærere, som kan tale engelsk, hjælper til i flygtningelejrens skole.

Det kan de gøre, fordi de allerede fra begyndelsen af juni kunne påbegynde deres tre måneder lange sommerferie.

Skolearbejdet skal bare i gang

Mange Kosova-albanske børn er indkvarteret i private hjem. Der findes albanere, som har spekuleret i flygtningene, men de fleste albanere i Albanien føler et oprigtigt ønske for at hjælpe deres 'brødre og søstre' fra Kosova - selv om de kun har sproget tilfælles.

Den lokale folkeskole stiller gratis lokaler til rådighed, og et besøg i et par klasser viser, at en del af undervisningen går ud på at opdrage børnene i den rette nationalistiske ånd. I en 1.-klasse rejser en syvårig dreng sig op og citerer et heltekvad:

Jeg er søn af Aden Jeshari.

Om de så dræber mig ni gange

vil jeg være levende ti.

Selv død vil jeg være over graven.

Jeg er ikke dræbt.

Jeg er ikke begravet.

Vi vander Kosovas fred med blod.

Hvert hus der er ødelagt i Kosova,

vil blive genopbygget med dele af den fred,

der vokser dag for dag.

Bledian, den syvårige dreng, modtager en klapsalve fra sine kammerater. Tilsvarende oplevelser møder fremmede gæster i andre klasser. I en 2.-klasse synger en pige en nationalsang.

Børnene er ikke gamle, før de lærer, at de er albanere, og at de onde er serberne.

Lærerne underviser med bøger lånt af de lokale børn. Red Barnet fra Danmark har leveret farver, blyanter og papir. Undervisningen foregår i én af de bedst fungerende folkeskoler i Shkodra, hvor forældrene har taget konsekvensen af, at skolen modtager meget få offentlige midler - de har selv skaffet maling og sat skolen i stand. Det er et særsyn i Albanien, hvor mange skoler ligner ruiner uden glas i vinduerne og med umalede vægge og ramponerede døre og møbler.

Skoleinspektøren fortæller stolt om sin skole, der nu låner lokaler ud til flygtningebørnene fra Kosova.

Hans kollega, en skoleinspektør fra Prestin i Kosova, har et smerteligt drag over ansigtet. Han siger, at hans hus var et af de første, som blev brændt ned i Prestin. Serberne gik konsekvent efter ledende folk fra starten. Nu håber han snart at vende tilbage for at bygge sit private hus og skolen op i Prestin.

Hvor ødelagt skolen er, ved han ikke med sikkerhed, men formodentlig har serberne fjernet alt af værdi, hvis skolen ikke er direkte ødelagt eller brændt ned.

Trods de menneskelige tab og de materielle ødelæggelser inviterer inspektøren fra Prestin denne artikels forfatter på besøg i Prestin - det behøver ikke at vare et helt år, siger han.

Skolearbejdet skal bare i gang - fra første september. Under de forhold, som byder sig.-Frede Hansen er forstander for AOF Brønderslev Daghøjskole