Vindheksen

Grådighed. Had. Kaos.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Han smed boomerangen i sneen og stak begge arme ind i dyret, begyndte at fjerne tarmene. Så mavesækken og lungerne. Så krøb han ind i dyrets indre. Lagde sig til rette i hulningen under ribbenene og trak uhyrets maveskind sammen. Smurt ind i det varme blod lå han med uhyrets hjerte mellem hænderne og mærkede, hvordan han langsomt fik varmen igen. Men han anede ikke, hvad han skulle stille op, hvis han overlevede".

"Vindheksen" er en glimrende eventyrroman fyldt med farverige cliffhangers. De tre forfattere har gode ideer, som gør fortællingen overraskende og nervepirrende. Vindheksen, som har lagt navn til romanen, eksperimenterer med menneskelige følelser og brygger på både ulykke, skam og mindreværd. Hun er skruppelløs i sin jagt på den helt rette opskrift, og liv går til på den bekostning.

Fortællingen har tre hovedpersoner, hvis historier langsomt flettes sammen. De tre individuelle historier, som vi følger i starten, bevirker, at vi som læsere fastholdes i spændingen. Vi forlader hele tiden én fortælling for en anden. Samtidig fornemmer vi, at fortællingens fletning bliver strammere og strammere, og at de tre personer vil mødes i en fælles ekspedition. For alle tre hovedpersoner er det en voldsom storm, som ændrer deres kurs og skaber kaos i deres liv, men det er dermed også den, som bringer dem sammen. Venskabet knytter fortællingerne sammen og bliver et tema i bogen.

Bogen er et fint eksempel på sin genre og samtidig en bog, som kunne give anledning til at tale om, hvordan menneskelige følelser opstår og forgår.