Forfatteren er kendt for som semiotiker at skrive vanskeligt tilgængelige værker. Men denne bog er underholdende og forholdsvis let at læse. Den indeholder manuskripter til seks forelæsninger om litteratur på Harvard University i 1993, der er præget af mundtlighed.

Mange passager og synspunkter fra bogen er allerede velkendte, da de er refereret og citeret i undervisningsmaterialer, artikler og bøger om receptionsorienteret litteraturpædagogik i Danmark.

I Birte Sørens glimrende indledning til bogen gør hun rede for den store direkte og indirekte betydning, Umberto Eco har haft for den litteraturpædagogiske debat i Danmark. Læserens tolkningsvandringer i fiktionens uvejsomme skov, hvor der gælder særlige regler, hvor der er særlige signaler og spor, man må følge, hvis man skal finde den vej, der giver det ideelle udbytte af teksten, er et gennemgående billede i bogen. Læseren skal være medskabende og meddigtende, når han læser teksten. Han skal tolke og vælge mellem forskellige veje på den litterære vandring, men kan ikke bare frit projicere sine private forestillinger ud i teksten. Der er nogle strukturelle rammer i teksten, man ikke kan negligere.

Centrale begreber i bogen er modelforfatteren og modellæseren. Modelforfatteren er ikke identisk med hverken den virkelige forfatter (den empiriske forfatter) eller fortælleren, men "en narrativ strategi, et sæt af instruktioner, der gives os trin for trin, og som vi må følge".

Modellæseren er den indbyggede læser, som er modelforfatterens modstykke. Tekstens indhold og udtryk afspejler, hvilken modellæser (ideel læser) teksten henvender sig til, og hvilke forudsætninger denne ideelle læser forventes at have. Når vi følger tekstens spilleregler og signaler i arbejdet med teksten, bliver vi ideallæsere (modellæsere) og får det største udbytte af teksten.

Andre kapitler handler om forskellige former for tid, blandt andet fortællertid, fortalt tid, bekymringstid og antydningstid. Kort fortalt handler det om at finde det rigtige tempo, når man skal læse fiktion. Undertiden må man give sig god tid og dvæle og nyde fiktionens skov og ikke kun tænke på at nå et bestemt mål eller på at komme ud af den igen.

Andre afsnit handler om forholdet mellem fabel og plot, og det afsluttende afsnit er et meget inspirerende og provokerende afsnit om fakta og fiktion. Dette afsnit handler også om vores behov for at ordne vores virkelige verden i fortællemønstre for at skabe orden. Fiktion er en ordnet verden med spilleregler, og den virkelige verden vil vi også gerne gøre mindre kompliceret og forståelig ved at ordne den i fortællinger.

Bogen kan varmt anbefales til dansklærere, fordi den beskæftiger sig med faglige begreber, som vi arbejder med i litteraturundervisningen. Men da den også i høj grad drejer sig om almene, eksistentielle problemer, kan det være en stor oplevelse for lærere og studerende inden for alle fag at læse den.