Anmeldelse

Skolen

Fællesskabets undergang

En dystopisk fortælling om en skole, der på mystisk vis bliver overtaget af ukendte magter

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En skole som alle andre; måske lidt mere rummelig, skolelederen har reddet dens eksistens ved til gengæld at inkludere skæve elever, og alt går godt og aldeles normalt. Indtil de tre sorte mænd træder hen til inspektøren, som er ved at afslutte en fællestime.

Fakta:

Titel: Skolen

Forfatter: Jesper Wung-Sung

ISBN: 9788763831628

Pris: 169,95

Sider: 139

Forlag: Høst og Søn

Benjamin havde ofte ønsket, at der skulle ske noget spændende. Han fik sin lyst styret, da en af mændene bad lærere og elever blive på skolen indtil videre.

Mysteriet får lov at være mysterium, elever og lærere finder sig i tilbageholdelsen på en nærmest påfaldende omstillingsparat måde. Og da hegnet er sat op, er det for sent at forlade matriklen. Heldigvis dropper en helikopter fornødenheder ned til de indespærrede. Mad. Tøj. Ligposer …

Forfatteren har skrevet en dystopi om et socialt fællesskab, der går sin undergang i møde både som fællesskab og i fysisk forstand. Én efter én bliver elever eller lærere begravet på fodboldbanen. Der er totalt radiodødt ud mod samfundet.

Bogen er fuld af gode iagttagelser af, hvordan mennesker, børn og lærere, reagerer i den knugende situation. Det er svært at identificere en egentlig handling ud over de uundgåelige og mange dødsfald og tiltagende sult, da det evigt svævende fly over skolen blev karrig med forsyningerne. Men romanen er en fantastisk igangsætter for tankeeksperimenter. For hvad nu hvis … lige her?

Eleverne i den velskrevne roman går i 7. klasse eller deromkring. Det er en god alder at læse en tankevækkende bog i.

Powered by Labrador CMS