Anmeldelse:

Tal om tabuer

'Børn som pårørende' er en ny letlæselig bogserie, der lægger op til svære samtaler om blandt andet sorg, skilsmisse, død, ensomhed, sygdom og alkoholmisbrug.

Publiceret

Fakta:

Fakta:

Tabuserie - Børn som pårørende

Forfatter: Dorthe Ramsdahl

49 kroner per bog, 329 kroner for et sæt med hele serien

18 sider per bog

Forlaget Vores LæringsUnivers

I dagligsproget bruger vi begrebet ’tabu’ synonymt med ”det, vi ikke taler om”. Det kan være emner eller hændelser, som kan være svære eller som måske kan ødelægge den ’gode stemning’. Det er derfor af respekt for en af de tilstedeværende, at vi ikke omtaler det. Men en ny bogserie fortæller om syv børn med syv forskellige problemstillinger, som de går og bærer rundt på som små voksne, fordi de voksne ikke altid er så voksne, som de burde være.

I bogserien møder vi først Liv, der har far og en mor, der ikke snakker sammen. De er skilt, og forældrenes indbyrdes frustrationer går ud over Liv, der skal modtage al den vrede, som forældrene hver især har over for hinanden. Liv fortæller om sin ensomhed og om sin misundelse over for andre, der har forældre, der er glade for hinanden. Den næste vi møder er Eva, der har en far, der er alkoholiker og en mor, der bor et helt andet sted med en ny mand. Eva skal selv finde ud af at få sovet, selv om faren larmer om natten med sine drukvenner, og hun skal selv sørge for at komme op om morgenen, selv om hun ikke har kunne sove på grund af larmen. Hun får heller ikke morgenmad eller madpakke, og aftensmaden skal hun også selv sørge for. Og så er der Emma, der er ensom, og ikke føler sig velkommen og inkluderet i sin klasse. Måske er hun lige så ensom som Karla, der har en søster på hospitalet, og som skal gøre alting i hjemmet, mens hun skiftevis er frustreret over sin situation og er flov over, at hun kan finde på at tænke grimt om sin mor og sin syge søster. Der er jo ingen, der har ønsket sig syg.

Efter fire historier om indadvendte piger med store sorger, følger tre fortællinger om drenge, der reagerer på det liv, de har fået tildelt. Simon føler sig hele tiden forkert, og det viser sig, at han nok har ADHD, og egentlig gerne vil gøre tingene rigtigt, men ikke formår at leve op til andres forventninger. Han er gode venner med Anton, der er i sorg over, at hans far er død. Savnet er så stort, at giver ham problemer med at have det rart sammen med andre, der har en ’hel’ familie. Og endelig er der Oskar, der har en blodsygdom, og som skal blive inde i frikvartererne, og som ser og hører, alt hvad de andre i klassen oplever.

Bogseriens konklusion er givet: Tænk hvis vi alle kan gøre en forskel for de af os, der har en eller anden stor sorg eller bekymring, som vi ikke rigtig formår at få fortalt andre om.

Det er alle vedkommende og gode fortællinger, som er fortalt ud fra barnets perspektiv. På overfladen ligner bøgerne nogle af de problembaserede bøger, vi kender fra 1970'erne og 1980'erne, men udseendet er ikke altid det, en serie skal bedømmes på. Det kommer næsten altid ud på indholdet og intentionen, og det kan der ikke klages over – tværtimod. Bøgerne er et redskab, der kan sætte noget i gang, men hold dig for alt i verden ikke for meget i bøgernes formalia. Se det barn, du har over for dig!

Bøgerne i serien har alle en hovedperson, der fortæller sin individuelle historie i jeg-form, og de sluttes af med et ønske om, at vi bliver bedre til at spørge det barn, vi møder, og som vi kan se er i mistrivsel. Du skal blot spørge barnet direkte om, hvordan det har det, og giv dig så tid til at lytte til de svar, du får. Giv dig tid – og signaler at du har tiden. For hvis du ikke viser barnet, at du har tiden og at du virkelig har lyst til at høre og rumme historien, ja, så er din chance røget sig en tur. Opfordringen er altså, at vi skal lære at lytte og at lære at være til stede og at rumme det, vi hører.

Powered by Labrador CMS