Jeg kan huske, at vi engang i skolen skulle fortælle, hvad vores forældre lavede. Jeg havde bare lyst til at sige, at min far var skør i hovedet - men jeg sagde det ikke. Og han var jo også meget andet', siger Ann-Dorthe Madsen.

Hun er datter af en rask mor og en psykisk syg far, der igennem hendes barndom var indlagt flere gange. I dag er hun uddannet sygeplejerske, bor i et gammelt hus på Mols med kæreste, hund og kat. Hun har arbejdet i en skovbørnehave i et par år og har netop fået nyt arbejde på et bosted for psykisk syge voksne. Samtidig tager hun rundt og holder foredrag om at være barn af en psykisk syg forælder.

'Når min far blev psykotisk, kunne han finde på at køre fjernsynet ud midt på vejen. Alle i byen vidste, at han var syg, men der var aldrig nogen, der sagde noget om det eller spurgte os, hvordan vi klarede det. Hjemme talte vi ikke om det, for sådan var det jo bare. Sådan var min far', siger Ann-Dorthe Madsen.

Et tilbud til barnet

'Lærerne har også vidst det, men ingen sagde nogensinde noget. Der var dengang stort tabu omkring psykisk syge, så det var ikke naturligt, at lærere kom og talte om disse ting. Ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det, når min far havde kørt fjernsynet ud på vejen. De voksne kunne have været med til at fjerne tabuet ved blot at sige dét højt, som alle alligevel vidste, og lærerne kunne eventuelt have taget det op i klassen'.

'Jeg tror, mange er bange for, hvad de kan sætte i gang hos barnet, hvis de taler med det om problemet. Men bare dét, at der er en voksen, der siger, 'hvis det var mig, ville jeg synes, det var svært', én, der vil lytte og være der. Det er et tilbud til barnet. Og i øvrigt kan man ikke sætte noget i gang, som ikke allerede er i gang hos sådan et barn', siger Ann-Dorthe Madsen.

Når hun nu tager rundt og holder foredrag om at være barn af en psykisk syg, er det, fordi det er vigtigt for hende, at andre får en viden om, hvordan de kan reagere, når de står over for børn med sådanne problemer.

'For mig er det vigtigt at få budskabet ud, fordi det giver nogle dybe sår at have disse oplevelser i barndommen'.

Lokkede medicin i far

Ann-Dorthe husker, at hun altid havde styr på, hvordan hendes far havde det. Hun kunne mærke det med det samme. For eksempel hvis hun kom hjem fra skole med en veninde og kunne mærke på faderen, at han var ved at blive syg. Så kunne hun tage veninden med op på værelset ovenpå og sætte en leg i gang med hende, mens hun med jævne mellemrum lige smuttede ned i stuen for at holde øje med faderen.

'Når min far var syg, gav jeg ikke mig selv lov til at være barn. Det var min måde at klare det på. Jeg legede selvfølgelig, men jeg havde hele tiden en fornemmelse af, hvordan han havde det. Det kunne jeg mærke. Jeg var også meget god til at lokke ham til nogle af de ting, han ikke ville, når han var ved at blive syg. Han havde jo ingen sygdomserkendelse, så man kunne ikke tale med ham om det. Jeg husker, at jeg engang i syvårsalderen lokkede piller i ham. Han ville ikke tage sin medicin - nogle store røde piller - men så opløste min mor og jeg nogle stykker i et glas cola, og jeg tog selv et andet glas med cola, så jeg kunne drikke sammen med ham. På den måde fik jeg lokket medicinen i ham', fortæller hun.

Det overansvarlige barn

Ann-Dorthe Madsen vidste som barn, at faderen var syg. Hun var hele tiden på vagt for, om han skulle blive syg, hvis han for eksempel var med til et forældremøde.

'Jeg var den overansvarlige. Jeg var dén, der hjalp med at tage af bordet hos folk, ryddede op efter festen på skolen, og jeg havde altid en fornemmelse for, hvem der havde det dårligt. Sådan er børn af sindslidende. De fleste af os er meget ansvarlige. Det kan man ikke bare tage fra os, vi skal simpelt hen lære at tænke på os selv', siger hun.

Strukturen i hverdagen stod Ann-Dorthe Madsens mor for, så udadtil var der ingen tegn på svigt eller på, at der var noget galt. Familien klarede sig.

'Der var også meget omsorg og kærlighed i min barndom. Men når jeg fortæller om mine oplevelser, er det for at sige, at når min far var syg, kunne noget have været bedre, hvis man havde villet tale om det og dermed brudt tabuerne'.

'Selv om jeg har haft en rask mor, har jeg alligevel de samme følelser som andre børn af sindslidende. Vi bærer alle sammen på en dyb ked af det-hed. Den bliver først mindre, efterhånden som man arbejder med det. Vendepunktet i mit liv kom, da jeg kom i en pårørendegruppe under Landsforeningen Sind og mødte andre voksne børn af sindslidende. Dér fandt jeg ud af, at mine reaktioner var meget naturlige'.

Bange for selv at blive syg

Som så mange andre børn af psykisk syge forældre valgte Ann-Dorthe Madsen en uddannelse i plejesektoren. Det var også under uddannelsen til sygeplejerske, at hun begyndte at søge hjælp i en pårørendegruppe. Inden da havde hun taget alle mulige alternative terapeutiske uddannelser, fra hun var 16 år.

'Da jeg begyndte at læse til sygeplejerske, og min far havde en dårlig periode, fik jeg mareridt om natten. Jeg frygtede, at jeg selv skulle blive syg. Jeg kendte efterhånden alle symptomer og diagnoser. Det var dengang, jeg kom i pårørendegruppe, og det var først dér - i 1995, da jeg var 25 år - at jeg rigtig fik sat ord på mine følelser og fandt ud af, hvor mine problemer stammede fra', siger Ann-Dorthe Madsen.

Til et foredrag i Sind hørte hun en pige fortælle en historie, der næsten var identisk med hendes egen.

'Jeg genkendte det hele. Når man prøvede at tale med sine venner om den dybe ked af det-hed, og de slet ikke kunne forstå det, eller når man i puberteten var så ked af det og ikke kunne være uansvarlig og egoistisk, for hvis min far havde det dårligt, havde jeg det også dårligt'.

I dag er Ann-Dorthe Madsen gruppeleder for en selvhjælpsgruppe.

Farligt ikke at indberette

Ann-Dorthe Madsens kammerater forstod ikke, hvordan hun havde det.

'Jeg ville aldrig være blevet til en indberetning, fordi mit hjem fungerede, men andre børn forstod jo slet ikke, hvordan man havde det, når ens far var så syg, at han skulle indlægges på psykiatrisk hospital. Eller hvordan man har det, når man har prøvet at være med til at slæbe sin far i bad'.

'Dengang vidste jeg ikke, at mange sindslidende er bange for at gå i bad, fordi de ikke kan mærke sig selv, når de bliver rene, eller fordi de er bange for at blive skyllet med ud i afløbet. De kan ikke mærke deres egen afgrænsning. Men hvis man fortæller vennerne dét, når man er barn, så hører de nærmest på det, som om det bare er en god historie, en gyser. De kan jo ikke forstå det', fortæller hun.

Ann-Dorthe Madsen har netop fået et undervisningsjob i seks timer om ugen i Sinds pårørenderådgivning, hvor hun blandt andet skal rundt på uddannelsesinstitutioner og fortælle, hvordan man kan hjælpe børn af sindslidende. Der kan også blive tale om at tage ud i klasser. Desuden skal hun være med til at opbygge et korps af undervisere på området. Flere kurser for lærere er dog blevet aflyst.

'Jeg tror, mange lærere er utrygge ved den direkte kontakt med de syge forældre og bange for at indberette børn. Men en indberetning behøver altså ikke at betyde, at et barn bliver fjernet fra hjemmet. Og i øvrigt har vi jo alle indberetningspligt, hvis vi ser børn med problemer. Jeg synes, man i stedet skal tænke på, hvad der kan ske, hvis man ikke indberetter, at et barn har nogle problemer', siger Ann-Dorthe Madsen.

'Jeg kunne bestemt ikke have tænkt mig at være blevet fjernet fra mit hjem som barn, men vi kunne godt have brugt noget mere hjælp'.

Vigtige råd til den voksne

- at turde være voksen over for barnet.

- at turde bryde tabuet/tavshedsbarrieren.

- at turde spørge, sætte ord på dét, man ser - 'du ser ked ud af det . . .'.

- at huske, at det er de professionelle, der skal tage sig af selve problemerne.

- at kende proceduregangen - samarbejdet med for eksempel socialrådgiveren/psykologen.