Danmark udviklede sig op igennem forrige århundrede til at blive ét af verdens rigeste industrisamfund. Vi udviklede håndværks- og landbrugssamfundet til et moderne industrisamfund med fabrikker, fag- og arbejdsgiverforeninger samt folkeskoler, gymnasier og universiteter, der var tilpasset industrisamfundet. Danmark skulle producere meget ens til lave gennemsnitsomkostninger. Masseproduktion, massesalg, masseundervisning. Gennemsnitsmedarbejdere, gennemsnitskunder og gennemsnitselever. Gennemsnitsnøgletal. Industrisamfundet gav danskerne en høj materiel levestandard. Vejen dertil var simpel og effektiv industriel ledelse. Industrisamfundet handler om gennemsnit. Vidensamfundet handler om det unikke. Industrisamfundet handler om snævre faglige, mentale og intellektuelle kompetencer. Vidensamfundet handler tillige om mange andre kompetencer og intelligenser.

Industrisamfundet handler om en simpel arbejdsdeling. Vidensamfundet handler om en kompleks og kreativ arbejdsdeling. Industrisamfundet handler om administration, planlægning, styring, kontrol, en simpel økonomisk effektivitet og én bundlinje. Det handler vidensamfundet også om, men det handler også om visioner, værdier, følelser, historier, dialog, viden- og kompetenceforståelse, selvledelse, kreativitet og innovation, miljø- og social forståelse, om globalisering, digitalisering, individualisering, om flere bundlinjer, om et flerstrenget effektivitetsbegreb. Industrisamfundet handler om maskiner. Vidensamfundet handler om mennesker.

Hvorledes skaber vi et vidensamfund i verdensklasse, ligesom vi op gennem sidste halvdel af 1900-tallet skabte et industrisamfund i verdensklasse? Hvorledes skal vi videreudvikle og transformere det Danmark, der er et resultat af højskole-, andels- og fagbevægelsen, til et nyt samfund med nye dagsordener, ny velstand, nye kompetencer, nye ledelsesformer, ny regnskabs- og bundlinjetænkning? Og som har sammenhængskraft nok til ikke at falde fra hinanden, men tværtimod blive rigt i kraft af de mange forskellige mennesker, der er i samfundet?

Morgendagen tilhører talenterne, hed en avisoverskrift. Talentudviklingen i Danmark skal styrkes, stod der. Uddannelse, rekruttering, karrieretænkning, belønningssystemer, karaktergivning i Danmark har i mange år været drevet af en fokusering på snæver faglig, analytisk, logisk, sproglig begavelse og viden. IQ-tænkning. En næsten fuldstændig fokusering på den intellektuelle intelligens. Danmark skal som samfund gøre alt, for at mennesker med en høj traditionel IQ skal have udfordringer, muligheder og uddannelse. Ja, selvfølgelig. Hovedudfordringen ligger et andet sted, nemlig i opfattelsen og vurderingen af, hvilke intelligenser vi som samfund skal respektere og regne med, og hvordan vi vil betragte, evaluere, belønne og behandle disse intelligenser.

Vi taler i Danmark meget om kreativitet, iværksættertrang og innovationsevne. Vi taler undertiden om det, som om det er noget, vi kontraktligt kan købe og mekanisk installere i samfundets virksomheder og forvaltninger. Men kreativitet og iværksættertrang er først og fremmest noget, der findes i mennesker - og i anden omgang i organisationer. Men først i mennesker.

I vidensamfundet er der behov for alle menneskets intelligenser. Mennesker er forskellige, og det forskellige kan karakteriseres på mange måder. Litteraturen, digter- og malerkunsten, dele af den psykologiske forskning og meget andet bærer ekstreme vidnesbyrd om dette, men vi knægter denne indsigt, når det kommer til vigtige samfundsanliggender. Vidensamfundet skal leve af forskellige menneskers forskellige intelligenser og af mennesker, der arbejder sammen, ikke på trods af deres forskellighed, men på grund af deres forskellighed.