Kommentar

Decentraliseringen af folkeskolen er gået for vidt. Det har været det markante budskab i de seneste ugers offentlige debat. Dermed synes debatten om skolens vilkår på vej ind i en konstruktiv fase, der i langt højere grad handler om folkeskolens betydning som bærer af samfundets værdier og nødvendigheden af at sikre alle elever en grunduddannelse af høj kvalitet i en fælles, national folkeskole. Og dermed også en erkendelse af, at vi bevidst skal modarbejde udviklingen af et system, der skaber større social ulighed via større forskelle mellem kommuner og skoler. Uligheder, der også vil vanskeliggøre den enkelte elevs mulighed for at flytte fra en kommune til en anden.

'Vi ønsker os ikke en helt eller delvist privatiseret folkeskole, hvor man ikke kan gå fra den ene skole til den anden uden at have en forventning om, at ens barn kan følge med i en anden femteklasse', udtaler undervisningsministeren, og formanden for folkeskolens undervisningsudvalg, Hans Peder Baadsgaard, afviser enhver tanke om at give kommunerne ret til at bestemme over klassekvotient, timetal eller fagudbud på bestemte klassetrin. Rektor Lars-Henrik Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Universitet har klart meldt ud, at decentraliseringen i Danmark skaber større ulighed, og senest har undersøgelser af det stærkt decentraliserede newzealandske skolevæsen dokumenteret, at systemet er præget af voksende social ulighed og dramatiske kvalitetsforskelle.

Men hvordan undgår vi så at komme i en sådan situation? Der er to dimensioner i debatten: forslag om en centralt fastsat opstramning af de faglige mål og forslag om skærpede minimumsregler for det kommunale serviceniveau.

En fælles national grundskole forudsætter selvfølgelig fælles værdier og fælles mål. Centrale bestemmelser om undervisningens indhold og omfang skal sikre en vis ensartethed i folkeskolens tilbud. Og der kan være grund til at se på, om der er behov for ændringer i målene. Men samtidig må der advares mod en udvikling i retning af overvågning og rangordning af skolerne via kvalitetskontrol, resultatvurdering og snærende nationale standarder med kvalitative mål for det enkelte fag eller klassetrin. Det vil være at komme fra asken i ilden. En udansk tankegang. Der findes rigeligt med afskrækkende udenlandske eksempler. I en dansk folkeskole er det derimod nødvendigt, at lærerne har det professionelle råderum til selvstændigt at tilrettelægge undervisningen, fordi der med lovens krav om undervisningsdifferentiering skal tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og behov. Og fordi det er forudsætningen for den helt nødvendige dialog med skolebestyrelser og forældre. Her er tale om (decentrale!) frihedsgrader, som skal fastholdes.

Derimod er der behov for at fokusere på de krav, der stilles til de enkelte kommuner. De skal vurderes i sammenhæng med, at kravene til folkeskolens undervisning har ændret sig markant.

Kvalitetssikringen af en national folkeskole handler om fælles rammer for undervisningen. Lovens bestemmelse om, at der kan være helt op til 28 elever med én lærer i klassen, er simpelthen forældet. Der skal sikres mere lærertid til den enkelte elev. Eleverne bør sikres et større minimumsundervisningstimetal (også på årsbasis), der er behov for markante forbedringer af skolebygninger - i form af både nybyggeri, vedligeholdelse og nedlæggelse/ombygning af alt for små klasselokaler. Der er behov for investering i tidssvarende undervisningsmaterialer. Der skal fortsat være regler for, hvornår undervisningen i de enkelte fag påbegyndes. Og den faglige kompetence i skoleledelsen skal fastholdes - også på de små skoler.

Jamen, det er jo alt sammen noget, der koster penge, vil indvendingen lyde. Nej, ikke for de kommuner, der allerede i dag reelt lever op til kravene. Derfor handler denne diskussion også om store forskelle i de enkelte kommuners økonomiske muligheder og behovet for 'øremærkede' midler til kommunerne. Altså områder, som det kræver politisk mod at ændre på. Men det er også netop her, det skal vise sig, om de mange politiske tilkendegivelser er andet og mere end tomme ord.

Næstformand for Danmarks Lærerforening