Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Hjælp misbrugsfamilier

Børn og unge i misbrugsfamilier har brug for hjælp

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommentar

Mange børn og unge fra alkohol- og misbrugsfamilier får ingen hjælp fra de professionelle voksne, der omgiver dem i dagligdagen. Det gælder lærere, pædagoger, psykologer og andre fagfolk. Børnene er oftest usynlige i det professionelle system.

At sikre børn i familier med misbrugsproblemer bedre og tidligere hjælp forudsætter ændringer i holdninger og handlinger hos de professionelle. Endvidere er det af afgørende betydning at give de professionelle relevant værktøj at sætte ind med.

Hvad er det, vi skal se efter, for at kunne finde disse børn?

Børnene gemmer sig bag forsvarsmasker, som er forskellige, da de er individuelle personligheder og har forskellige roller i familien.

Hver rolle har en funktion i familien. Generelt bærer de en af følgende fire masker: Helten, syndebukken, det glemte barn eller klovnen. Ens for dem alle er, at de bag maskerne gemmer mange følelser som vrede, skyld, skam, frygt, smerte, lavt selvværd, ensomhed og utilstrækkelighed. Disse følelser taler de ikke om, for de forsøger at skjule, at de har problemer!

Børnene har skabt deres forsvarsmasker for at beskytte sig selv og overleve i en kaotisk hverdag, men forsvarsmaskerne er samtidig med til at isolere dem fra omverdenen, idet de aldrig eller sjældent deler deres inderste følelser, angste tanker eller familiehemmeligheder med andre mennesker.

Ser du disse børn og unge, og har du været i stand til at hjælpe dem? Hvad kan du gøre, når du står over for et af disse børn/unge?

Skal det lykkes at synliggøre disse børns situation og hjælpe dem, er det nødvendigt, at den enkelte professionelle ikke står alene med ansvaret. Mange lærere afholder sig fra at dele deres bekymring omkring barnet med forældrene på grund af, at det er for svært!

Det er utrolig vigtigt at være klædt på til samtalen med en misbrugsfamilie, da en sådan samtale klart er karakteriseret som en vanskelig samtale. Ikke mindst fordi misbrugeren ofte hårdnakket vil benægte, at der overhovedet er et problem.

Særlig fokus på opkvalificering af viden og redskaber til læreren omkring misbrugsproblematikken er nødvendig for at kunne håndtere netop denne slags samtaler - ellers stopper hjælpen her.

Dernæst er det kommunens ansvar at hjælpe familien, og det samarbejde foregår via sagsbehandleren.

Der er lærere, der har prøvet at gøre en masse for at hjælpe disse børn, men det hjælper ikke det mindste, hvis ikke kommunen har nogle hjælpeforanstaltninger.

Jeres fordel er, at I er sammen med børnene og de unge på skolen hver dag. I kender dem og ved, hvordan de fungerer. Derfor må det være jer, der råber på hjælp for denne gruppe i første omgang.

Det er kommunens opgave at sørge for, at børn og unge med særlige behov får den hjælp, de har brug for. Hvilke foranstaltninger kan konkret hjælpe denne gruppe børn og unge?

Der er hjælp at hente for disse børn og unge. Jeg arbejder med dem nu efter et formuleret børne- og teenageprogram, som er specielt skabt til netop disse børn og unge. Alle gruppeledere i disse grupper har gennemgået kursus i området.

Børne- eller teenagegruppen består af 12 børn/unge, som mødes en gang om ugen 15 uger i træk. Hvert gruppeforløb er bygget op efter samme struktur: foredrag, diskussioner, aktiviteter og gruppearbejde, og emnerne er følelser, forsvarsmekanismer og kemisk afhængighed.

Dette koncept fungerer virkelig godt i forhold til denne gruppe børn og unge. Jeg tager rundt i kommunerne til forskellige faggrupper og afholder foredrag og kurser, som kan bibringe til opkvalificering af de professionelle.

Jeg tager også ud i folkeskolens klasser med undervisningsforløb omkring denne problematik. Endvidere kommer jeg ud i de enkelte kommuner og starter børne- og teenagegrupper op der med kommunens egne fagfolk, således at tilbuddet er lokalt.

Hjælpen er der - bare se at komme i gang.