Kommentar

Debatten om mobning i skolen dukker op igen og igen. Men hvad er mobning, og hvad skal vi stille op i den aktuelle situation? Min påstand er, at vi kan gøre noget, hvis vi griber problemerne rigtigt an. Og det kan ske ved at opfatte og behandle problemerne som et forhold mellem to personer, der begge har et ansvar. Mobning må ikke opfattes som en sag, hvor der er en skyldig og en uskyldig part!

Ordet 'mob' er engelsk og refererer - som mange vil vide - til det fænomen, at en lovløs bande udser sig et ukendt offer, som banden derefter krænker og forulemper. Det forholder sig anderledes i skolen, hvor mobberen og den mobbede kender hinanden. De har en relation og en fælles historie.

Den hyppigst anvendte definition på mobning i skolen er formuleret af Dan Olweus - en af pionererne på området: 'En person bliver mobbet eller chikaneret, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere andre personer'. Der er altså tale om en skyldig part og en uskyldig part eller en krænker og et offer. Den holdning er fremherskende, og den betyder, at behandlingen af en mobningssag nødvendigvis må blive, at krænkeren kaldes til samtale hos læreren og bliver bedt om at standse sin aggressive adfærd.

I den litteratur, der anbefaler denne metode, pointeres det, at den mobbede efter samtalen med mobberen skal have beskyttelse mod yderligere chikane. Det viser med al tydelighed, hvor ineffektiv metoden er, og medierne har ofte talt med børn, der fortæller, at det hele blev værre, efter at læreren havde grebet ind. Så nu vil de ikke have hjælp mere; de vil hellere lide i stilhed!

Men ingen er tjent med at få tildelt offerrolle og dermed blive frakendt alt ansvar, og ingen er tjent med at få krænkerrollen og dermed al skylden.

Vi mennesker kommunikerer altid - hvad enten vi siger noget eller ej, udsender vi budskaber. Uafhængig af vores vilje fortæller vores mimik, kropssprog og hele fremtoning en masse om os - og om vores holdninger til vores medmennesker.

Derfor bør mobning anskues som et forhold mellem to parter. I en relation har begge parter ansvaret for, om forholdet udvikler sig positivt eller negativt. Hvis det udvikler sig i negativ retning, bør de to parter bringes sammen, så de i en samtale kan undersøge, hvordan de hver især bidrager til den uheldige udvikling. Og samtalen skal styres af en lærer eller en anden voksen, der har kompetence i håndtering af dårligt fungerende relationer. I samtalen er læreren en neutral ordstyrer, der skal sikre, at begge elever lytter til den andens opfattelse. Der arbejdes ud fra følgende:

- Der findes ingen sandhed om relationen, men forskellige opfattelser

- Der placeres ingen skyld

- Eleverne er ligeværdige, ingen har læreren på sin side

- Eleverne tager ansvaret for deres eget problem, og de løser det, som de synes

- Eleverne skal sammen finde en løsning, som de begge er tilfredse med.

Den samtalemetode kan skabe grobund for udviklingen af en ligeværdig relation, og de får begge indblik i, hvordan deres adfærd opfattes og påvirker deres omgivelser. Og så betyder den, at eleverne finder deres fælles løsning på deres problem, og ingen får tildelt de uheldige roller som offer og krænker.

Titlen 'Ud med mobning' på min kommentar skal vise det ansvar, der hviler på de voksne i skolesystemet, nemlig at arbejde for, at alle børn befinder sig vel. Titlen skal også signalere, at jeg gerne vil have ordet mobning ud af debatten, fordi det har den uheldige virkning af den iboende rollefordeling, der skader begge parter.

Lad os i stedet tale om velfungerende eller dårligt fungerende forhold eller god-dårlig trivsel.

Læs en grundigere beskrivelse om mobning og om arbejdsmetoden på www.folkeskolen.dk

Den findes lige efter denne kommentar.