Sammen med begrebet 'objektive kriterier' i forbindelse med kvalifikationsløn må dette modsætningsforhold nødvendigvis give problemer, hvis ikke vi besinder os på, hvilken kultur vi ønsker at arbejde for.

Kvalifikationsløn, hvilke kvalifikationer?

Det bliver vi aldrig enige om, så derfor kan vi kun acceptere kvalifikationsløn, der bygger på objektive kriterier.

Hvad er så det?

Kan vi overhovedet definere helt objektive kriterier og samtidig sikre lærere på ny løn en sum oven i grundlønnen?

Ekstra liniefag erhvervet efter endt uddannelse?

Diplomuddannelse! Klaret i fritiden!

Næppe noget, mange vil erhverve sig.

Det ser ud til, at de såkaldt objektive kriterier indskrænker området for kvalifikationsløn, så forestillingen om 'løn efter kvalifikationer' får en hul klang, når kun de færreste vil være kvalificerede til andet end grundløn og funktionsløn, uanset hvor kvalificerede de i øvrigt er.

Var det mon, hvad Kommunernes Landsforening og DLF forestillede sig skulle løfte det generelle niveau i forhold til grundlønnen?

Nogen må have forestillet sig, at vi kunne tåle at blive målt med de samme alen, som vi selv måler elever med.

Vi er gået med til at evaluere (måle og vurdere, nej, vel?) de såkaldt bløde værdier: Vi synes, det er vigtige værdier og udvikler gerne evalueringsmetoder og fortæller forældrene om elevernes evner og vilje på de 'bløde', men i virkeligheden benhårde kompetencer.

Sindelagskontrol?

Mumler nogen noget om, at vi bevæger os mod en totalitær tænkemåde?

Nej vel, for det ligger os meget fjernt.

Så vidt vi ved.

I hvert fald tager vi afstand fra det, når det er os selv, det går ud over!

Jeg tror, vi skal besinde os på, om vi kan gå ind for at evaluere på de bløde værdier eller ej.

Kan det pædagogiske ben gå med, bør det faglige også kunne.

Hvis vi derimod som faglig organisation går imod at blive vurderet efter bløde værdier, fordi vi ikke vil risikere, at en skoleleders sym- eller antipati skal påvirke løndannelsen, bør vi så ikke selv tage afstand fra at vurdere eleverne ud fra lignende og subjektive kriterier?

Hvis vi tror på, at vi kan udvikle metoder til at evaluere de bløde værdier objektivt, skulle vi så ikke samtidig udvikle metoder og finde kriterier til at vurdere os selv objektivt?

Vi kan i DLF forholde os til, om skolen skal være en demokratisk institution, hvor forældrene forventes at agere som medansvarlige borgere, eller om den skal være en servicevirksomhed, hvis kunder har ret til at forvente den bedst tænkelige ydelse og kan vælge en anden skole, hvis de er utilfredse.

I den demokratiske skole har vi et medansvar for, at den kultur, skolen er udsprunget af, formidles videre til næste generation, og i den demokratiske skole oplever vi selv demokrati.

Det er en fordel for undervisningen at have noget på hjerte, men ikke en nødvendighed for ansættelsen.

Læreren har ansvaret.

Her er ikke plads til at vurdere os på hverken objektive eller subjektive kriterier, det giver fordele og ulemper, men løndannelsen bygger ikke på kvalitetsforskelle.

I virksomhedsskolen skal læreren lønnes efter, hvor effektivt han leverer varen på den af virksomheden ønskede måde. Ansvar ses i forhold til koncernens værdier og holdninger, og man har ingen demokratisk indflydelse på skolen.

Man skal helst have koncernens budskab på hjerte for at kunne opføre sig loyalt over for den.

Lederen har ansvaret for udmøntning af overordnede mål. Ideelt lønnes læreren i forhold til sin brugbarhed for lederens opfyldelse af målene.

Vi står i et vadested. Vi er ved at omstille os. Kan ikke rigtig få hjertet med.

Er det så sært?

Vi skal omstille os til at arbejde i en udemokratisk, serviceydende kultur, men vi skal videregive en demokratisk, medansvarlig medborgerkultur.