I Folkeskolen nummer 19 afviser Per Schultz Jørgensen, at kompetencebegrebet er et 'luderbegreb'. Han mener tværtimod, at 'kompetence' er brugbart til at redefinere dannelsesbegrebet med og opfordrer til debat.

Min opfattelse er, at folkeskolens dannelsesbegreb, som det fremstår i formålsparagraffen, udtrykker en bestræbelse på at finde et undervisningsindhold, som udgør en helhed og en sammenhæng i forberedelsen af eleverne til medansvar og medbestemmelse i et samfund med frihed og folkestyre.

Derved står det i modsætning til opsplittet viden og usammenhængende informationer med ensidig specialisering rettet mod erhverv og ekstrem individualisering.

Hans Jørgen Christensen gør også i nummer 19 opmærksom på, at i pædagogisk sammenhæng er kompetence - eller handlekompetence - udviklet som et perspektiv i den nyere kritiske pædagogik.

Det er netop udviklet i en tradition, hvor dannelse og demokrati tænkes tæt sammen. Demokrati uden dannelse er blot en tom skal - en procedure. Dannelse uden demokrati er på den anden side de herskendes patent på 'de rigtige meninger'. Handlekompetence er, at man kan bruge sin viden og indsigt, sine kundskaber og færdigheder til at handle for at ændre sin egen og andres situation.

Jeg mener afgjort, at evnen til at handle skal udvikles i undervisningen - som opfølgning af kravet i formålsparagraffen om, at folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer, at eleverne ikke alene skal vide noget, men også som demokratisk dannede samfundsborgere skal kunne handle og agere aktivt i et samfund med frihed og folkestyre.

Men handlekompetence forstået som en slags dannelsesideal forudsætter, at det opfattes som et helt og samlet begreb. Når man går fra ental til flertal, sker der et skred, som betyder, at kompetencer i højere grad bliver operationelle midler og dermed netop ikke er et dannelsesideal.

Kompetence modsat inkompetence betyder 'at være kvalificeret, passe til, være egnet'.

I kompetencebegrebet indgår således både en 'kunnen' og en vurderingsdimension.

Kompetence er defineret som: 'noget man har, fordi man ved noget, kan noget og gør noget, der lever op til udfordringerne i en given social situation'.

Men hvad man skal vide, kunne og gøre ved hvilke udfordringer, fremgår ikke af selve kompetencebegrebet. Det er fortsat afhængig af et samlet og helt dannelsesideal.

Derfor vil en opsplitning på mange forskellige kompetencer: læsekompetence, forandringskompetence, sproglig kompetence og så videre mere understrege vurderingsdimensionen i begrebet, og den anvendelse ligger derfor i forlængelse af tidens fremherskende målsætnings- og evalueringskrav, således som det da også kommer til udtryk i mange nyere ledelses- og managementteorier.

Det omsiggribende krav om 'kompetence' i forhold til flere og mere specifikke pædagogiske forhold medfører derfor en fare for, at kompetencebegrebet bliver udtryk for det operationelle, det instrumentelle, det mere direkte målrettede og dermed også tilpasset det umiddelbart målelige. Det er ikke hensigtsmæssigt i en undervisningssammenhæng. Men konceptet passer fint til en brugerstyret serviceorganisation, der udvikler netop de kompetencer, som er efterspurgt lige nu - i markedsøkonomien.

I mange år kæmpede vi imod eksamen og prøver, fordi de styrer undervisningen i de ældste klasser. Skal vi nu til at indkredse og beskrive nogle 'nødvendige kompetencer', for eksempel en forandringskompetence, så vi kan kontrollere, at eleverne har forstået, at de skal være omstillingsparate, fleksible og tilpasse sig det såkaldt globaliserede videnssamfund?

Selv om kompetencebegrebet ikke er et 'luderbegreb', så er det et begreb, som villigt lader sig bruge til mange forskellige formål i en pædagogisk sammenhæng. Jeg finder det vigtigt at understrege, at folkeskolen skal være en kulturbærende og almendannende samfundsinstitution. Og hvis der skal mere retning på dannelsesindholdet, så kunne man jo skele til den tyske pædagogiske teoretiker og didaktiker Wolfgang Klafki, som mener, at dannelse skal føre frem mod 'den myndige person' - hvor den tiltagende virkeliggørelse af tanken om selvbestemmelse for alle mennesker forbindes med nedbrydningen af menneskets herskerstilling over andre mennesker - herunder den sociale uligheds økonomiske udbytning - eller udtrykt mere positivt: udvikling af et reelt demokratisk samfund.

Det er vist ikke det samme som kompetenceudvikling.