Jeg har været lærer i knap 26 år. Når jeg tidligere fortalte, at jeg er lærer, reagerede mange med at sige: »Syv ugers ferie og tidligt fri hver dag«. Eller: »Halvdagsjob til fuldtidsløn«.

Når jeg fortæller det samme i dag, reagerer mange med at sige: »Godt, det ikke er mig«. Tankevækkende.

Efter en alvorlig depression har jeg fået bevilget et fleksjob som lærer. Jeg er dybt taknemmelig for, at min fagforening og min arbejdsgiver har skaffet mig den mulighed. Men undervejs har jeg gjort mig nogle tanker om, hvordan lærerarbejdet har udviklet sig i de forløbne år.

I de år, jeg har været lærer, er kravene om omstillingsparathed og fleksibilitet øget betragteligt. Hver gang vi har fået pålagt nye opgaver, har de aldrig været ledsaget af en beskrivelse af, hvilke opgaver vi så ikke skal løse fremover.

Et karakteristisk træk ved folkeskolen 2005 er kravene om skriftlighed og dokumentation. Vi skal udarbejde årsplaner og individuelle handleplaner, bagefter skal planerne så evalueres og justeres. Det er umuligt uden at bruge ekstra tid, og mens vi udformer planer, kan vi selvsagt ikke samtidig undervise. Jeg synes, fokus bør være der, hvor børnene er i dagligdagen, de har lektioner, hvor vi skal undervise dem, og det er stadig udbredt, at den enkelte lærer kører sit sololøb med sine 26 elever. Tænk, hvis man som lærer blev mødt med tillid til, at man udfører sine arbejdsopgaver kvalificeret og kompetent, i stedet for ustandselig at skulle gøre rede for, hvad man har tænkt sig at gøre, og hvorfor man har tænkt sig at gøre det.

Hvis gearkassen på min bil går i stykker, sender jeg den til mekaniker og stoler på hans faglige kvalifikationer. Jeg forlanger ikke en plan for udskiftningen af de enkelte reservedele. Hvad skulle jeg bruge den til? Jeg aner intet om gearkassens mysterier. Uden at lyde indbildsk må det være tilladt at mene, at jeg som lærer ved noget om undervisning det gør mine elevers forældre ikke nødvendigvis. Den omsiggribende skriftlighed tager en masse tid fra konkret undervisningsplanlægning, og i ordet dokumentation ligger der et element af bevisførelse, men jeg er jo ikke anklaget som lærer. Eller er jeg?

Som ældre lærer føler jeg mig ikke særlig rustet til at løse alle opgaver på en kvalificeret måde, det gør alle unge lærere heller ikke i fornødent omfang, så i stedet for at få vores tid stjålet af en masse papirnusseri ville jeg foretrække, at vi brugte tid på løbende opkvalificering på en række områder. Hvordan gennemfører man for eksempel den vanskelige samtale med forældre, hvis barn har faglige, sociale eller psykiske problemer? Hvordan giver man karakterer? Hvordan planlægger og afvikler man de afsluttende prøver? Det er, som om den slags konkrete udfordringer slet ikke eksisterer i seminariets univers, og der sker hele tiden nye ting, som man skal holde sig ajour med. Det kræver tid, tid, tid.

Moderne børn stiller store krav på mange felter. Vi skal være fagligt dygtige, gerne karismatiske, vi skal være engagerede, motiverende, inspirerende og parate til at gribe ind i konflikter og løse dem. Det kan give både hjertebanken og sved på panden. Jeg har ikke akut behov for flere nye politiske eller pædagogiske tiltag. Jeg har brug for, at vinden på den pædagogiske højborg lægger sig lidt, så vi frontarbejdere ikke taber pusten totalt.

Jeg kender en nyuddannet lærer, der er blevet sygemeldt på grund af stress efter syv måneder i folkeskolen med fuldt skema. Tankevækkende. Jeg kender til ældre lærere, der blot venter på, at det daglige inferno må få en ende. Tankevækkende.

Derfor, kære fagforening og kære skolearbejdsgivere: Lad ikke stressniveauet blive så højt, at unge som gamle bukker under for presset eller flygter væk.