Da en af mine lærer-læremestre engang tog mig med til sin undervisning i sin 10. klasse, gik der en prås op for mig. Jeg erfarede, at undervisning er en særlig kunst. Jeg var dengang novice i undervisningen og havde allerede oplevet så mange 'didactic breakdowns', at mine professionsidealer var ved at smelte ned i det velkendte 'realitetschok'.

Fra en stol bagerst i undervisningslokalet oplevede jeg en kunstner i undervisning.

Han var en ekspert. Jeg har siden haft det privilegium at arbejde sammen med andre dygtige lærere og har interesseret mig for, hvad det egentlig er, den dygtige lærer kan. Hvorfor kan dygtige lærere oftere end andre skabe et særligt 'frugtbart moment', hvor læringssituationen går op i en højere enhed - der, hvor elever og lærere bliver så optaget af emnet, at man glemmer tid og sted, at man ikke hører klokken, der ringer, at man bare har lyst til, at det skal blive ved - det moment, hvor man fornemmer at lære noget for livet?

Det er forkert at tro, at man i kampens hede kan gøre brug af modebegrebet 'refleksion'. Der i klasseværelsets kridtstøv er der ikke tid til refleksion. Der handler den dygtige lærer her og nu. Han handler intuitivt, og det virker, som om han kan forudse, hvad der nu vil komme til at ske.

Intuitiv handlen er den form for handling, man foretager uden at behøve at tænke over det. Det er den eneste måde at reagere tilstrækkelig hurtigt med, hvis man vil gøre sig håb om at påvirke dynamikken i kaos.

Denne beskrivelse af intuition er de amerikanske brødre Dreyfus og Dreyfus mest kendt for. De argumenterer for en meget spændende, særlig model for færdighedstilegnelse, der omfatter fem udviklingsstadier - novice - avanceret begynder - kompetent udøver - dygtig - ekspert.

Eksperten ved ikke blot, hvad der skal opnås, men ved også - takket være et stort repertoire af situationelle diskriminationer - hvordan målet skal nås. Det er denne underliggende og raffinerede diskriminationsevne, der adskiller eksperten fra den dygtige udøver. Med tilstrækkelig stor erfaring i mange forskellige situationer, der alle betragtes fra samme perspektiv, men kræver forskellige taktiske beslutninger, opløser ekspertens hjerne ifølge Dreyfus og Dreyfus gradvis denne kategori af situationer i underkategorier, der alle indebærer samme beslutning, ensartet handling eller taktik. Dette muliggør den umiddelbare, intuitive reaktion på den enkelte situation, der er karakteristisk for ekspertens præstation.

Hvad der fik min lærer-læremester til intuitivt at handle sådan frem for sådan eller sådan, kan ikke begrundes rationelt. Det samme gælder for Michael Laudrups eminente afleveringer. Eksperter har ikke ekspertise i at bedømme elementer, de er ophørt med at interessere sig for isolerede elementer, fordi intuitiv handling baseres på meget kompleks erfaring. Det forklarer også, hvorfor for eksempel evalueringseksperter, der ønsker rationelle svar fra en dygtig lærer, sjældent får det.

Alt dette betyder naturligvis ikke, at ansvarlig kritik må opgives, slet ikke.

Min lærer-læremester var altid parat til at begrunde sin undervisning over for andre ægte interesserede nysgerrige. Men han blev ofte tavs, irriteret, afvisende, når han blev tvunget til at begrunde sig over for udefrakommende, som prætenderede at have forstand på undervisning.

Dygtige læreres dilemma er, at den analytiske rationalitet, som af demokratiske grunde kræves af skolens omverden, synes at være i modstrid med den intuitive ekspertise, som er disse læreres særlige evne til at skabe det 'frugtbare moment'.

Hvordan begrunde det uudgrundelige?

Samfundet bør skelne klart mellem de samfundsmedlemmer, der har intuitiv ekspertise, og dem, der alene har analytisk rationalitet. Vi har brug for al den ekspertise og visdom, vi kan opdrive i skolen i dag. Derfor bør man værne om undervisningseksperterne frem for at kritisere dem for noget, man alligevel ikke kan forstå. Det, der savnes, er simpelthen respekt for den dygtige lærers dømmekraft.

Ligesom Michael Laudrup er ekspert, var min lærer-læremester det også.

Eksperter bør man værne om og lære af. De er ikke nødvendige - de er uundværlige.

Cand.pæd.pæd., viceforstander, Randers HF og VUC