Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Nyt fundament for Grønlands skole

Lærerne i Grønland er nu ansat ved de grønlandske kommuner

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 1. januar 2001 overgik alle lærerne og lederne i den grønlandske folkeskole til ansættelse i den enkelte kommune. Tidligere var lærerne og lederne ansat af Grønlands Hjemmestyre med foreløbig placering i en af de 18 kommuner. Ændringen hænger sammen med kommunernes forøgede kompetence og ansvar på folkeskoleområdet. I 1997 fik folkeskolen fornyede styrelsesbestemmelser, der underbyggede tanken om, at beslutninger skulle træffes så tæt på brugerne som muligt. Der blev indført skolebestyrelser, der fik afgørende indflydelse på den enkelte skoles virksomhed, og det var hensigten, at skolebestyrelsen skulle have væsentlig indflydelse på læreransættelser. Af forskellige årsager har det først nu været muligt at overføre ansættelseskompetencen til kommunerne, blandt andet skulle de løn- og ansættelsesmæssige forhold for de hjemmestyreansatte lærere og ledere grundigt gennemarbejdes, så overførslen kunne ske på en for alle parter fornuftig og betryggende måde.

Der er indgået aftale mellem Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat (Imak), Grønlands Landsstyre og De Grønlandske Kommuners Landsforening (Kanukoka) om lærernes og ledernes kollektive overgang til kommunal ansættelse. I tilknytning til denne aftale er der mellem Imak og Kanukoka indgået aftale om samarbejdsudvalg i de grønlandske kommuner. Samarbejdsudvalget skal være med til at sikre medarbejdernes indflydelse på deres egen arbejdssituation. Der er endvidere aftalt principper for arbejdet omkring det kommunale skolevæsens og den enkelte skoles pædagogiske udvikling, om lærernes efter- og videreuddannelse og om tiltag til afhjælpning af lærermanglen i folkeskolen. Denne aftalepakke udgør et godt grundlag for et positivt samarbejde mellem de kommunale myndigheder og de ansatte i den kommunale folkeskole.

Sideløbende med - men uafhængig af - lærernes overgang til kommunal ansættelse er der gennemført aftale- og overenskomstforhandlinger for perioden 1. april 2000 - 31. marts 2003. Disse forhandlinger er nu faldet på plads, og de enkelte elementer i aftaleresultatet er møntet på at fremme interessen for lærerarbejdet i den grønlandske folkeskole. For at komme den meget store lærermangel til livs er det vigtigt, at unge mennesker anspores til at søge ind på læreruddannelsen på det grønlandske seminarium, Ilinniarfissuaq. Det er også vigtigt, at vi i årene fremover kan tiltrække interesserede og dygtige lærere fra Danmark, da vi må erkende, at det vil vare nogle år, inden Grønland er selvforsynende med uddannede lærere.

Under aftale- og overenskomstforhandlingerne har parterne været enige om, at lærernes grundløn skulle have et løft, så grundlønnen reelt afspejlede lærernes og ledernes arbejdsindsats og ansvar. Lønnen skulle ikke længere være så afhængig af fast overtid og diverse tillæg. Resultatet af forhandlingerne viser tydeligt denne holdning. Der er sket omfattende omklassificeringer og procentreguleringer af grundlønnen - til gengæld er nogle af tillæggene blevet reduceret. Omklassificeringen er mest markant for nyuddannede lærere. Endvidere er der for alle lærere og ledere blevet afsat en ekstra ugentlig (løn)time til samarbejde med kolleger, forældre og elever. Der er også afsat tid til elevrådsarbejde, og tiden til skoleledelsen på de mindre skoler har fået et løft. Som eksempel på grundlønsforbedringerne kan nævnes, at den månedlige grundløn for en overenskomstansat lærer på begyndelsesløn stiger fra kroner 14.280,00 per 31. marts 2000 til kroner 16.467,82 per 1. august 2001. Tilsvarende er grundlønnen for en overenskomstansat lærer på slutløn steget fra kroner 18.700,00 per 31. marts 2000 til kroner 21.353,87 per 1. august 2001. De nævnte lønninger er nettolønninger eksklusive pensionsbidrag, som indbetales af arbejdsgiveren til Lærernes Pension. For de tjenestemandsansatte lærere er der sket tilsvarende ændringer.

I aftaleresultatet indgår det også, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal forberede en ny arbejdstidsaftale, der bygger på mere tidssvarende metoder til opgørelse af arbejdstiden. En ny arbejdstidsaftale skal også tilpasses den fremtidige folkeskolestruktur, som vil blive ændret væsentligt fra den 1. august 2002, hvor en ny folkeskolereform forventes igangsat.

Det er parternes opfattelse, at den grønlandske folkeskole nu har et godt fundament at bygge videre på.

Claus Jochimsen, formand for Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat (Imak)

Karl Nielsen, seniorkonsulent i De Grønlandske Kommuners Landsforening (Kanukoka)