Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Når ungerne har ondt i livet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere undersøgelser peger på, at unge med 'ondt i livet', depressive tilstande eller selvmordstanker sjældent betror deres tunge tanker til voksne og da især ikke til læreren. Der ligger en pædagogisk provokation i, at de unge i langt højere grad betror sig til hinanden for eksempel om selvmordstanker. Vi ved også, at overraskende mange unge, som har forsøgt selvmord, åbenbart ingen hjælp har modtaget efter (eller før) deres selvmordsforsøg - og at skolen som oftest ikke er i besiddelse af denne meget centrale viden. Dette understreger behovet for en todelt indsats i og i tilknytning til skolerne: direkte tilbud til børn og unge og målrettet viden og uddannelse til de professionelle voksne.

Ofte er det kun toppen af isbjerget, man kan få øje på. I de sidste 25 år er der sket cirka 600 selvmord blandt børn og unge under 20 år, mens der i samme periode skete cirka 32.000 selvmord blandt dem over 20 år. Fuldbyrdede selvmord blandt unge er altså talmæssigt et lille problem set i forhold til selvmord blandt voksne. Men selvmordsproblemet har et langt større omfang blandt børn og unge, end tallene for fuldbyrdede selvmord, kan fortælle, for eksmepel har mindst hver tredje ung på et eller andet tidspunkt overvejet selvmord, og op mod én i hver klasse har forsøgt selvmord mindst én gang. Vi kan lidt populært sige, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men snarere et spørgsmål om hvornår man konfronteres med et selvmordstruet ungt menneske.

Der er en stigende erkendelse af problemets alvor og en voksende interesse for at forstå problemet, og mange har opdaget, at det ikke længere er noget, der kun sker for naboen. Et uomgængeligt led i forebyggelse af selvmordsadfærd er information og undervisning. Det er nødvendigt, at især de personer, som i deres daglige arbejde møder mistrivsel, kriser og særlige risikogrupper, trænes i at tackle sådanne situationer bedre. Den generelle konklusion er, at den undervisning eller det oplysende arbejde, der skal foregå, i første række skal rettes mod undervisere og tilsvarende personalegrupper og ikke direkte mod de unge.

Vi bliver ugentligt kontaktet af elever, som ønsker materiale om selvmord - ofte på foranledning af læreren. Men at sætte helt unge mennesker i gang med en opgave i emnet selvmordsadfærd kræver såvel konkret viden som et forsvarligt sikkerhedsnet. Både forebyggelsesmæssigt og etisk er der derfor visse aspekter, som læreren bør være opmærksom på. Som begrundelse for valg af emnet bliver vi for tit konfronteret med, at selvmord er 'interessant' eller 'spændende' (eksempel: 'der er flere i vores klasse, som har forsøgt, så det kunne være spændende at lave noget om' eller 'læreren skrev selvmord på tavlen, og vi syntes, det var interessant').

Den naive tilgang til emnet fra elevernes side kan være medvirkende til en legitimering af det at tage livet af sig eller forsøge på det. Således opleves selvmordsadfærden som en adækvat kommunikationsform og ikke som en uhensigtsmæssig adfærd. En ureflekteret beskæftigelse med selvmordsadfærd kan altså medvirke til en cementering af, at selvmord er en løsning, og kan bekræfte forestillingen om selvmordet som en acceptabel mulighed, en menneskeret - eller ligefrem et rationelt frit valg, der meget 'elegant' fritager omgivelserne for ansvar, skyld og indgriben.

Selvmordsadfærd og den proces, som kan føre frem til selvmord eller forsøg, er kompliceret og komplekst sammensat. Alene af den grund er en kort og samtidig udtømmende besvarelse af spørgsmålet ikke mulig. Helt overordnet er der dog nogle punkter, som skolen kollegialt skal være opmærksom på, og som vi kan samle under:

- turde se og handle

- tid til at lytte og forstå

- spørg direkte til tanker og handling

- giv nuancerede og empatiske råd

- mod til at dele håbløshed og smerte

- ingen bagatelliseringer eller bortforklaringer

- sørg for kontinuerlig kontakt

- få professionel støtte

Optimalt bør skolen indarbejde forebyggelsen af mistrivsel, kriser og selvmordsadfærd i skolens overordnede forebyggelsespolitik for eksempel ved udarbejdelsen af en handlings- eller omsorgsplan.

Center for Selvmordsforskning stiller sig gerne til rådighed med viden og vejledning: Telefon: 6613 8811.

Center for Selvmordsforskning