På den nye særudstilling "Body Worlds" på Experimentarium kan publikum bogstaveligt talt kigge ind under huden på virkelige mennesker, som har ladet sig plastificere for at oplyse offentligheden.

Jeg så udstillingen, som nogen har kaldt dødspornografi, sammen med tre børn i alderen 9-14 år. Målet var at teste, hvorledes udstillingen fungerer som en læringsresurse, og at få en mere nuanceret oplevelse af, hvordan det påvirker os at se på udstillede døde mennesker.

Udstillingen er stor og opdelt i temaer som nervesystemet, muskler, organer med mere. Kroppene er opstillet med inspiration fra renæssancen, hvor kunstnere fremstillede kroppen realistisk, for eksempel i færd med dagligdagsaktiviteter. Dette giver udstillingen et kunstnerisk præg, som måske kan falde nogen for brystet. Der er alle steder korte og let tilgængelige forklaringer suppleret med digitale billeder. I alle afdelinger hænger der plancher, der også omhandler andre aspekter af kroppen - det, man kunne kalde den åndelige dimension.

Det mest opsigtsvækkende er nok (rædsels)kabinettet, der viser en gravid kvinde med et næsten færdigt barn indeni, et samleje og fostre fra cirka 13. uge og frem til 35. uge.

Publikum var talrigt, men folk bevægede sig stille og respektfuldt rundt i udstillingen, som gav anledning til mange samtaler og ivrigt pegende fingre. Børnene var meget begejstrede og nysgerrige, men oplevede også, at de udstillede kønsorganer og de små fostre kunne vække stærke følelser.

Jeg har selv en meget pragmatisk indfaldsvinkel til kroppen, og jeg er fascineret af at se det mesterværk, som kroppen er; hvordan den ned i den mindste detalje er smuk og genial. Udstillingen er en fantastisk mulighed for i undervisningssammenhænge at diskutere, hvad krop er. På egen skole bruger vi også udstillingen i tværfaglige forløb mellem naturfag, kristendomskundskab, historie og samfundsfag.

Udstillingen har skabt debat, blandt andet har filosoffen Arno Victor Nielsen i medierne udtalt, at udstillingen bærer præg af mangel på respekt for mennesket. Han mener, at kroppen reduceres til dets nytteværdi, og han drager paralleller til nazisternes måde at anvende resterne af jøderne på under anden verdenskrig. Dette fører tilbage til det indledende spørgsmål: Hvad er krop?

Jeg kan godt forstå debatten, for hvorfor er det nødvendigt for offentligheden at studere lig? På den anden side er der en oprigtig og måske tabuiseret interesse for at kigge ind i mennesket og forstå, hvordan kroppen ser ud under huden. Jeg mener, at man kan få meget ud af at se udstillingen, den kan anvendes i mange sammenhænge og frem for alt som afsæt for vigtige diskussioner af sammenhængen mellem krop og sjæl eller liv og død - eller af naturvidenskabens pragmatiske og instrumentelle tilgang til mennesket over for humanismens åndelige og emotionelle indfaldsvinkel.