Belastede Aalborg-skoler får egen socialrådgiver
Arbejdstilsynet gav sidste år Aalborg Kommune påbud om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø på to skoler. Kommunen er nu kommet med en handlingsplan for, hvordan de påpegede problemer fra Arbejdstilsynet skal klares. Bl.a. skal der ansættes en socialrådgiver specielt til de to skoler.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Arbejdstilsynet fandt, at det var psykisk belastende for de ansatte, at der i nogle tilfælde gik meget lang tid, inden de sociale myndigheder reagerede på henvendelser om belastede elever. Desuden var det også psykisk belastende at arbejde i nydannede teams, og de ansatte følte sig ikke kompetente til at klare vanskelige elever. Endelig manglede der fælles holdninger i forhold til elever med problemer.
Der nu er afsat en pulje på to millioner kr. til blandt andet støttetimer og obs-funktioner. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning skal indføre faste svarfrister på indstillinger fra skolen og løbende informere om sagens status. Der skal ansættes en socialrådgiver udelukkende til at betjene de mest belastede skoler, så samarbejdet med socialforvaltningen forbedres og ventetider nedbringes. Timer, der er i lærernes lokale arbejdstidsaftale er afsat til skoleudvikling, skal anvendes til teamsamarbejde. I forbindelse med kommende medarbejder-udviklings-samtaler skal der laves uddannelsesplaner, så medarbejderne bliver bedre til at klare vanskelige elever.
Skolernes medarbejdere skal have fælles holdninger overfor urolige elever. De to skoler skal inden udgangen af i år lave arbejdspladsvurderinger om det psykiske arbejdsmiljø.
"Det er rart at se, at forvaltningen denne gang har taget opgaven seriøst og ikke igen laver en overfladisk plan for forbedring af forholdene. Når der kommer en så alvorlig påtale fra en uvildig instans som Arbejdstilsynet, burde enhver kommune straks begynde at gøre noget ved problemerne. Det er en god ide at lave en ekstra arbejdspladsvurdering ved årets udgang, så man kan se, om planen virker efter hensigten", siger formanden for Aalborg Lærerforening, Bjarne Krogh.
Arbejdstilsynet havde kigget på 31 skoler i det nordjyske, men kun på de to Aalborg-skoler var forholdene så grelle, at der kom påbud.
Den 10. januar står lærerkredsene i Nordjylland bag et møde, hvor tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter og skoleledere kan mødes med folkene fra Arbejdstilsynet til en snak om, hvad der kan gøres rundt om på de enkelte skoler.
"Noget kan lærerne selv gøre, blandt få fastlagt ensartede holdninger til god adfærd blandt eleverne og ikke køre med forskellige tolerancetærskler", påpeger Bjarne Krogh.