Anmeldelse

Autismespektrumforstyrrelser

Autismespektrumforstyrrelser

En grundig og detaljeret bog om autismelidelsen, som kan skærpe lærerens diagnostiske blik i forhold til de "sære" børn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Har du i klassen et sært barn med repetitive eller stereotype interesser som mineralindholdet i danske åer, begrænset forestillingsevne, som sprogligt og kommunikativt virker aparte og uden forståelse for sociale gensidighedsregler? Så burde alarmklokkerne ringe, mistanken blive vakt om, at det kan skyldes en mental forstyrrelse inden for spektrummet infantil eller atypisk autisme, Aspergers syndrom eller en udviklingsforstyrrelse.

Fakta:

Titel: Autismespektrumforstyrrelser

Forfatter: Charlotte Ryhl

ISBN: 9788741254364

Pris: 325

Sider: 250

Forlag: Hans Reitzels Forlag

En procent af befolkningen har lidelsen. Hvor alvorligt det er, afhænger af intelligensen og især det sociale fit. Autisme manifesterer sig i alle aldre – men ofte er det lærere, der som de første får mistanke om, at noget er alvorligt galt.

Bogen giver en grundig beskrivelse af udviklingsforstyrrelsen, og projektet lykkes flot! Vi får diagnosekategoriens udviklingshistorie og de dominerende symptomer: vanskeligheder med socialt samvær, svag kommunikationskompetence og svækkede forestillingsevner. De psykologiske forklaringer: reduceret evne til at sætte sig i andens sted, vanskeligheder ved at omsætte planer til handling og svag evne til at forstå overordnede sammenhænge.

Forældrene konstaterer tit, at barnet er specielt, og forsøger at dække over det – hvilket forsinker afdækningen og iværksættelse af pædagogiske foranstaltninger. Lidelsens årsag er stadig uklar. Genetiske faktorer er vigtige, hjerneneurologisk forskning tyder på ujævn hjerneudvikling, men miljøfaktorer og omsorgsrelationerne spiller også ind.

Bogen fokuserer også på de specielle evner, som nogle autister besidder, og hvorledes nogle berømte personer klart har haft konstruktive, autistiske træk – oppe på genialitetsniveau.

Til sidst diskuteres forskellige pædagogiske støtteforanstaltninger i forhold til lidelsen: specialklasser eller enkelintervention, kompensationstræning eller anvendt adfærdsterapi. Der præsenteres spændende værktøjskasser. Omsorgspersonerne og familiens vigtige medinddragelse behandles fint. Der er gode pædagogiske opsummeringer, fine referencer og instruktive bilag.

Forfatteren fremhæver, at autismeforstyrrelser ikke er en sygdom, men en grunddisposition, som må integreres i det levede liv!