Lise Tingleff Nielsen er en fremragende og loyal iagttager. Hun er konsulent og pædagogisk udvikler. Og netop fordi hun kommer udefra, kan hun se mønstrene og dynamikken i hverdagens sociale relationer, som skolens egne folk ofte er for husblinde til at opdage.

Lise Tingleffs bog er ikke endnu en kritisk beskrivelse af folkeskolen. Hun er kritisk. Bestemt. Men hun forsøger konsekvent at se, beskrive og forstå baggrunde og betingelser for de praksisformer, som tilsammen udgør skolens hverdag. Tingleff ved, at der foregår god undervisning mange steder, men i bogen sætter hun ord på det, der gør det svært at gennemføre forbedringer. Hun forsøger at opfange praksisformernes uklare logik. Hvorfor ser skoleverdenen ud, som den gør? Hvorfor handler lærere, som de gør? Hvorfor konstruerer de sociale relationer sig på netop de måder på netop det sted med de mennesker? Hvad er det for forudsætninger og betingelser, der er med til at etablere netop dén hverdag? Alt det forsøger Tingleff at begribe for som konsulent at kunne være med til udfordre lærernes både kropsliggjorte og udtrykte opfattelser. Med afsæt i konkrete iagttagelser og samtaler med lærere på en skole leder hun efter det, som kan være med til at understøtte undervisning, der kan befordre elevernes og lærernes læringsprocesser. Det er ikke nok, at undervisningen giver eleverne kendskab til et emne, det er meget vigtigere, at eleverne får brugbar viden og indsigt. Mange lærere udtrykker flotte pædagogiske intentioner, men de følger dem langtfra altid op, når eleverne går i gang med arbejdet. Kendskab til metoder er ingen garanti for et tilsvarende handlingsrationale, argumenterer hun.

Planlægning fylder utrolig meget i forhold til efterbehandling og undervejs-refleksioner, mener Lise Tingleff. 'Lærerne taler ofte om, at planlægning tager al deres tid; der går meget mødetid med praktiske aftaler og koordinering og kun meget få minutter på spørgsmålene: Hvordan gik det? Hvad vil vi gøre anderledes næste gang', lyder en konklusion, som det kunne være værd at afprøve på mange skoler. Hvordan er det muligt ikke kun at planlægge, men også forholde sig til det, man gør sammen med elever og kolleger? Bogen viser stor respekt for lærernes 'tavse', praktiske viden, som gør, at de kan handle, få tingene til at fungere. Men Tingleff ønsker at sætte fokus på professionaliseret viden: Det, at man på én gang kan handle i praksis og se den udefra, så man både kan analysere, angive alternative løsninger og anskueliggøre sammenhænge.

Bogen er et bearbejdet universitetsspeciale med de styrker og svagheder, det giver. Det, som praktikere måske vil savne, kan man passende finde i Lise Tingleffs F2000-hæfte: 'Faglighed og pædagogisk udvikling - med lærerteamet som omdrejningspunkt'. Om det skrev Folkeskolens anmelder i sin tid blandt andet: 'Med afsæt i kortfattede beskrivelser af undervisningssituationer får vi indblik i, hvordan elever kan reagere på forskelligartede krav, som lærerne stiller (. . .) Det er blændende godt gjort, ingen opfattelser hænges ud, men det gøres klart, at lærerne i teamet er nødt til at diskutere pædagogik (. . .) I hæftet får man svar på, hvordan man opnår handlingskompetence, og man får gode bud på, hvordan de enkelte lærere og teamet udvikler sig pædagogisk'.

Lise Tingleff bruger Pierre Bourdieus begreber habitus og felt - ikke som noget påklistret, men som begreber, der giver en god forståelsesramme. Hvis man vil bruge bogen som afsæt til dybere studier, vil det være en fordel med en grundigere forståelse af Bourdieus begreber, det kan man for eksempel få i Donald Broadys fremragende introduktion i bogen: 'Pædagogik - en grundbog til et fag'.

Og så en gang kværulanteri til slut: ordet 'karakteristika' bruges mange gange. Det støjer en del på de spændende iagttagelser, at ordet bruges ens i ental og flertal. Den anvendte form er altså flertalsformen. I ental er der oven i købet to forskellige muligheder at vælge imellem: karakteristikon og karakteristikum! Men det må ikke støje på hovedkonklusionen: 'Udvikling gennem deltagelse' er en vedkommende og vægtig bog. Lise Tingleff sætter fingeren på adskillige af skolens svage punkter, og hun insisterer på at tage lærerne alvorligt som professionelle didaktikere. Læs den - ikke før, men sammen med dine kolleger.