Hundredevis af ledige i løntilskudsjob på vej til skolerne

Skoler landet over skal ansætte ledige i løntilskudsjob. En ny regel betyder, at kommunerne selv skal betale dagpengene, hvis de ikke får aktiveret den ledige inden 18 uger. Antallet af løntilskudsjob i kommunerne ventes fordoblet i år.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I København skal kommunens 56 skoler ansætte omkring 67 ledige i løntilskudsjob i år. I Slagelse skal omkring 26 skoler ansætte 100 ledige med løntilskud. De ledige kan ansættes som eksempelvis pedeller, i sfo'en eller som assistenter i undervisningen. FOA vurderer blandt andet på baggrund af en analyse fra Center for Alternativ Samfundsanalyse, at der vil være op imod 25.000 løntilskudspersoner i kommunerne i 2010. Det er dobbelt så mange som sidste år.

Kommuner vil ansætte ledige på skoler

DLF modtager for tiden henvendelser fra lærerkredse om kommuner, der ønsker at ansætte ledige i løntilskudsjob på skoler.

"Det er en ny udvikling, som vi ikke har set før", siger formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.

Overborgmester i København Frank Jensen mener, at kommunen opnår to ting ved at sende flere ledige ud i løntilskudsjob på kommunens egne arbejdspladser:

"Vi holder kompetencer og netværk ved lige hos de store grupper af unge, som er uden job i disse år. Det skulle gerne være en fremtidssikring af det københavnske arbejdsmarked. Og vi hjælper forhåbentlig skoler, daginstitutioner og klubber med at få udført ekstraopgaver, som i hverdagen kan give et kvalitetsløft i tider, hvor den økonomiske krise kradser", siger han.

Nye regler presser kommunerne

Grunden til, at kommunerne opfordrer skolerne til at ansætte ledige i løntilskud er, at de som led i jobcenterreformen er blevet pålagt et nyt system for at få flere ledige aktiveret. Systemet betyder, at kommunerne skal betale de lediges dagpenge, hvis de ikke får aktiveret deres arbejdsløse borgere inden 18 uger. I 2013 skal kommunerne betale de lediges dagpenge, hvis de ikke får dem aktiveret inden fire uger.

Ledige, der bliver ansat i det offentlige i løntilskudsjob, får en løn svarende til dagpengesatsen.

"Det er fint nok at få ekstra hænder ind i skolen. Der er mange ting, man godt kan bruge folk i løntilskudsjob til. Reglerne siger, at man ikke må erstatte folk, der er der i forvejen. Der er mange opgaver i skolen, som der ikke er nok til at tage sig af. Men jeg havde helst set, at man ansatte faste folk til at varetage de job, som mangler at blive varetaget i dag", siger Gordon Ørskov Madsen.

Ledige må ikke være hæmsko for lærerne

Slagelse Lærerkreds er en af de kredse, der har henvendt sig til DLF for at få råd om, hvordan man tackler de ledige i løntilskud på skolerne. I Slagelse skal 26 skoler tage op imod 100 ledige. 30 af dem forventes at blive ansat som en form for assistent i undervisningen.

"Det her er mennesker, der skal afklare, om lærerarbejdet eller pædagogarbejdet er noget for dem. Det er nogle, der skal ruskes ud af en ledighed, de har gået i en periode. Så forudsætningen for, at de får en god oplevelse er, at de bliver vel modtaget på skolerne. Så skal der være en ordentlig drøftelse af, hvor mange man skal have, og hvad skal de lave, så de ikke går rundt og bliver en hæmsko for lærerne, men faktisk bliver en hjælp", siger kredsformand Per Toft Haugaard.

Ind til videre er der hverken i København eller Slagelse læreruddannede blandt de ledige, der skal ud på skolerne. Men Per Haugaard kan godt se, at det kan være grunde til at ansætte en ledig lærer i løntilskudsjob i skolen.

"Det skal være reelt tale om mer-beskæftigelse, men man kan sige, at hvis man er ledig lærer og skal ud og ansættes i løntilskud med henblik på, om man fremover skal ud og varetage lærergerningen, så er man nødt til at sætte dem til at varetage noget lærerarbejde".

Forskellige former for løntilskudsjob i skolen

DLF deler opgaverne, som ledige i løntilskudsjob kan varetage, op i tre kategorier, som svarer til de kategorier, man også opdeler undervisningsassistenter i skolen på. Nogle i løntilskudsjob er læreruddannede og varetager undervisningsrelaterede opgaver og bliver derfor overenskomstdækket af i DLF, andre er pædagoger og samarbejde med lærere og pædagoger om at løse skolens opgaver over for eleverne og bliver overenskomstdækket af i BUPL, mens nogle er uden pædagogisk uddannelse og står for mere praktiske opgaver på skolerne. De bliver overenskomstdækket af FOA.