Vilkår for vikartimer skal aftales

Længerevarende sygdom kan blive en belastning for teamet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formålet med at oprette selvstyrende team er at skabe en sammenhængende pædagogik og at kunne støtte hinanden frem mod et fælles mål. Men i begyndelsen kan det godt betyde en ekstra arbejdsbyrde og derfor blive oplevet som en belastning for teamets medlemmer. Hvis der oven i købet er afsat for få resurser, bliver denne belastning forstærket.

Danmarks Lærerforening har udgivet en række Arbejdstidsaviser. En af dem handler om helhedsaftaler og selvstyrende team. Her er det beskrevet, hvad en helhedsaftale er, og hvornår den kan indgås.

Helhedsaftalen fungerer som én samlet akkord for de opgaver, teamet har, og aftalen indgås mellem skolens ledelse og tillidsrepræsentanten. Men DLF anbefaler, at man kun indgår helhedsaftaler, når der er sammenhæng mellem resurserne og omfanget af de opgaver, helhedsaftalen indeholder.

I et selvstyrende team lægger lærerne selv skemaer og fordeler undervisningen imellem sig. Men det er fortsat skolelederen, der har det overordnede pædagogiske ansvar og det ledelsesmæssige ansvar i forhold til personalet og skolens drift. Ledelsen har retten til at lede og fordele arbejdet, men når der er indgået en helhedsaftale med et selvstyrende team, har ledelsen i et vist omfang uddelegeret en del af ledelseskompetencen til teamet. Det betyder, at ledelsen ikke uden videre kan gribe ind i teamets planlægning. Ledelsen kan for eksempel ikke tage en lærer ud som vikar eller aflyse opgaver, medmindre der er tale om en akut situation.

Et eksempel på en ekstra belastning i et team kan netop være vikardækning. Naturligvis er det en pædagogisk fordel, at børnene kender vikaren, og at vikaren ved, hvad børnene arbejder med. Men lærerne skal ikke nødvendigvis selv klare alle vikaropgaver i teamet.

Her anbefaler Lærerforeningen, at man præciserer og aftaler vilkårene, hvis vikardækningen indgår i en helhedsaftale som en resurse til teamet.

Foreningen anbefaler, at man forinden aftaler, hvilke vikartimer teamet skal dække, og at længerevarende fraværsperioder ikke indgår i teamets vikardækning. Aftalerne for vikardækning afhænger også af teamets størrelse.

hela

Læs mere i DLF's Arbejdstidsavis nummer 9 fra februar 2002